Punkteret...

Jeg forlod jer, inden jeg forlod Deus Ex Machina og da jeg gjorde det, fortalte min bil mig at jeg manglede luft i mit højre fordæk, det var nede omkring 25 psi. Så jeg kørte til nærmeste tankstation og fyldte dækket op med luft. Her fra kørte jeg ind imod centrum af LA, til Petersen Auto Museum og kiggede på flotte biler i et stykke tid.

Da Petersen lukkede museet kl. 18, gik jeg ud til min bil igen og nummeret gentog sig. Jeg kørte igen til nærmeste tankstation for at fylde luft i. Og der var synderen, lige midt på slidbanen, en lille skrue, med philipskærv. Jeg pumpede alt det luft i jeg kunne få mig til, og fortsatte igennem Beverly Hills og ud af Sunset Boulevard. Herefter satte jeg kurs mod øst, for at komme væk fra byen og få lidt styr på dæksituationen.

Det kan godt være at man af og til tror at folk i Beverly Hills har færre problemer end vi almindelige dødelige (med mindre man selvfølgelig har set et enkelt afsnit af TV-serien) - hvor om alting er, kan man ihvertfald ikke misunde dem deres myldretidstrafik.

Jeg ved ikke hvor lang tid det tog mig at komme ud af LA af I-10 East, men det hjalp nok ikke på tålmodighed at have fint måleudstyr der konstant fortæller hvor meget dæktryk man har tilbage. Så da værdien igen drattede under 25 psi, tog jeg den første den bedste afkørsel og til alt held var her en masse moteller og til alt held ramte jeg ikke en af de forstæder til LA som man ikke skal ramme.

Så nu sidder jeg her i West Covina, og venter på en tøjvask. Jeg fået aftensmad på Lazy Dog og jeg har snakket med mit biludlejningsfirma National, og vi har aftalt at vi finder en plan imorgen tidlig. Så det betyder nok at jeg må vinke farvel til min dejlige Dodge Charger - måske får jeg en anden Charger eller måske en åben '67er Mustang, man kan aldrig vide! (Okay, det kan man nok godt)

*Update* Jeg ringede til National kl. 8.30, de ringede til AAA som ringede til mig sekunder efter jeg havde afsluttet samtalen med National. Her en time senere, er dækket skiftet og jeg skal kører 5 km til det nærmeste udlejningsselskab, for at få byttet min bil til en anden. Det er eddermame godt lavet!

Nå, mens jeg vasker tøj kan få lov til at kigge på nogle biler der ikke behøver at gøre andet end at se pæne ud:
(Og jo, det er den fra Grease og hvis i kigger godt efter på det sidste billede kan i se mig ude til venstre. Mit skæg er endnu ikke så stort som ham bilen har tilhørt (det er Billy Gibbons' CadZZilla), men der er jo også en måned til jeg kommer hjem)

So Cal

(forkortelse/populærudtryk for Southern California)

Og det er så her jeg er nu - sidder pt. ved Deus Ex Machina, endnu et kombineret MC-værksted, kaffebar/tøjbutik (ligesom See See Motor Coffee som jeg besøgte i Portland).

Her har jeg lige fået mig en sandwich med kalkun og brie og en klassisk Coca-Cola i grøn flaske.

Men jeg har jo faktisk været i So Cal i et par dage nu. Jeg forlod Oakhurst i Yosemite mandag morgen og kørte sydpå gennem Fresno og Bakersfield, og fik lige nogle km på lang lige highway inden I-5 ramte bjergene nord for Los Angeles, for foden af bakken drejede jeg til højre og inden længe ramte jeg kysten igen. Jeg havde fundet mig et billigt motel som jeg var overbevist om lå ca. 20 km nord for LA. Jeg havde været rigeligt begejstret for den lave pris og set forkert på den afstand. Der var 80 km til LA og derudover var det placeret i det mest triste områder, lige ved siden af et af de mange gigantiske outlet-centre de har herovre og ellers ikke rigtig tæt på noget. Værelset var fint, men internet kostede ekstra - det er derfor jeg har været lidt stille.

Igår brugte jeg dagen i en surferby ved navn Ventura lidt nord for Camamillo hvor mit motel var, og det var rigtig hyggeligt. Jeg brugte lidt tid i selve byen og kørte derefter ned på stranden hvor jeg sad i et par timer og læste og lyttede til havet. Ren afslapning.

Og inden man får set sig om er sådan en dag jo gået. Jeg kørte tilbage til Camamillo og fik anbefalet en god mexicansk restaurant. Her fik jeg serveret en Super Burrito (minus jalapenos) og lidt chips som tilbehør. Derefter tog jeg tilbage til hotellet og researchede lidt ifht. de kommende dages tur i min Roadtrip-bog.

Her til formiddag tjekkede jeg så ud af hotellet og kørte syd på mod LA. Jeg kørte langs kysten og efterhånden som man nærmer sig, begynder det at tyde på at der er nogle mennesker hernede der har mange penge - det ligger f.eks. mange store huse omkring Malibu.

Jeg tog en lille pause ved Santa Monica Beach og Santa Monica Pier, som er den officielle afslutning på den berømte Route 66, som jeg kommer til at køre en lille smule på de næste par dage.

Nu vil jeg snart forlade min stol hos Deus Ex Machina og køre helt ned til LA og kigge mig omkring.

Har lige haft en snak med ham der ejer stedet her og han var vildt cool og syntes virkelig jeg skulle blive hængende til på lørdag hvor de har et stort MC-arrangement her. Jeg havde egentlig en plan om at køre mod Vegas i aften og overnatte i Barstow - men der er jo ikke motorcykler (i ved hvad jeg mener) - hm, tænke tænke!

Nå, blandede billeder fra de sidste par dage:
(På billede nummer 2 skal man se om man kan fornemme det lange, lige stykke landevej i bakspejlet)

(Det sidste billede taler vel for sig selv - only in So Cal)

Og så mod øst!

Da jeg stod op imorges var meget i tvivl, skulle jeg fortsætte mod syd, ad Hwy 101 eller skulle jeg køre mod bjergene og på den måde opleve noget andet. Da jeg forsøgte at formulere mit dilemma overfor Pia, blev det dog hurtigt klart. Jeg kørte ad Bay Bridge mod Oakland og videre øst på, mod Yosemite National Park. Da jeg begyndte at planlægge turen, var min oprindelige plan at køre igennem Yosemite, ud i Death Valley og videre til Las Vegas, men med søster Marias hjælp, fandt jeg ud af at det ikke ville være en mulighed. Hwy 120 der går igennem Yosemite er lukket frem til midten af maj måned, på grund af sne. Jeg ville nu alligevel gerne ind og snuse lidt til de store bjerge og sneen.

På vejen ind kom jeg igennem et stort område med masser af landbrug. Plantager med nødder, appelsiner, jordbær og mange andre ting, samt et par meget store farme med malkekvæg. Inden jeg fortsatte op i bjergene, kørte jeg omkring en vaskehal, for efter 2000 km, trængte min bil voldsomt til en vask - under $6 for en vask, og så skulle man ikke engang rejse sig - meget amerikansk.

Jeg begyndte at køre op i bjergene og så snart sneklædte tinder i det fjerne. Istedet for at følge Hwy 120 igennem bjergene, fulgte jeg istedet Hwy 49 som følger bjergkæden mod syd og da jeg nåede Oakhurst, en mindre by med omkring 15.000 indbyggere, besluttede jeg mig for at overnatte her.
Jeg overnatter på Days Inn Oakhurst, med smuk udsigt over bjergene - en skøn afveksling fra det pulserende San Francisco.

Min aftensmad indtog jeg på Sweetwater Steakhouse, og det blev en 10 oz Sweetwater Signature Steak, med en bagt kartoffel og et glas californisk Shiraz, inden jeg vendte tilbage til hotellet, hvor jeg nu ligger og skriver til jer. Inden jeg skal sove skal jeg lige have givet mine støvler en ekstra gang voks, så de er vandafvisende, i tilfælde af at jeg skulle komme i nærheden af regnvejr - det sker naturligvis ikke, men det er bedre at være forberedt!

Imorgen kører jeg mod Los Angeles, hvor jeg allerede har reserveret to nætter på et meget billigt motelværelse ved Ventura Beach, lige nord for LA. Det er spændende om det lever op til anmeldelserne på TripAdvisor!

- Kasper

Ps. Bare rolig mor: bikeren jeg tog billede af, var, i følge hans rygmærke, medlem af en kristen motorcykelklub, ikke noget at frygte der!

San Francisco

Jeg hader offentlige transportmidler. Til gengæld elsker jeg at gå. Det er faktisk den måde jeg allerhelst vil opleve et nyt sted på. Ved at gå rundt, har man muligheden for udforske og intuitivt skifte retning, når man ser noget der ser spændende ud - det kan være svært at overtale en buschauffør til og endnu sværere med sporvognene i San Francisco.

Med høj sol, blå himmel og temperaturer over 15 grader, indbød San Francisco's gader i den grad også til at være udendørs. San Francisco er ikke nogen nem by at gå i og det krævede også lidt at finde det rette fodtøj, men med 2 par strømper i mine nye støvler (som jeg stadig er ved at gå til), gik det helt godt!

Fredag brugte jeg i Mission District, som er det område hvor jeg bor. det er ikke den mest kuperede del af San Francisco, men et kvarter der er meget præget af et sammenrend af mange forskellige kulturer. Jeg havde et par butikker jeg ville besøge i forbindelse med en artikel til denimhunters.com og mellem de to kom jeg forbi den skønne Mission Dolores Park. Jeg købte mig en sandwich i en kiosk i nærheden og satte mig ned midt i mellem hipstere, gøglere, familier, hjemløse og pizzasælgere der så alle som potentielle kunder, også selvom man sad og tyggede i en sandwich. Fra parken havde jeg en fantastisk udsigt over det meste af byen, så her kunne jeg nemt få tiden til at gå og inden jeg havde set mig om var det blevet aften og jeg gik tilbage mod mit hotel, ad flere omveje dog. Jeg endte i mit lokale Whole Foods-supermarked hvor jeg købte jersey-yoghurt og en bøtte med friske blåbær, brombær, hindbær og jordbær til min morgenmad og 3 stykker pizza og lidt is til aftensmad.

Jeg havde meget ondt i mine fødder da jeg kom tilbage til hotellet, og lovede derfor mig selv at jeg ville sove lidt længe lørdag morgen, og bruge lidt tid på at læse, skrive og planlægge, inden jeg gik ud i byen, så jeg ikke blev nødt til at gå for tidligt hjem lørdag aften.

Omkring middag forlod jeg hotellet og gik ned imod midtbyen. Forbi Union Square og igennem Chinatown, hvor kineserne var i fuld gang med at fejre nytår - det kom lidt bag på mig og det betød at der var virkelig tæt af mennesker - jeg var glad for at jeg kunne se henover de fleste af dem, ellers tror jeg jeg var gået i panik. Herfra gik turen videre mod havnen, og det er her San Francisco's gader virkelig træder i karakter. Det var enormt hårdt, men også en flot oplevelse, som jo virkelig er indbegrebet af San Francisco.

Jeg fortsatte helt ned til Fishermans Wharf, købte mig en is og sad i noget tid og læste og nød udsigten over vandet. Derefter gik jeg hen ad havnen, og blev virkelig afklaret med at de områder hvor turister flokkes og den ene souvenir-butik afløser den anden, bare slet ikke er mig. Istedet fandt jeg mig et spisested hvor der skulle være livemusik, med 3 unge amatørbands, som en del af en talentkonkurrence. Her fik jeg noget mad og et par øl, og hørte de 3 bands hvor af de to var rigtig gode, inden jeg gik de 5 kilometer tilbage til hotellet langs med vandet.

Nu er det så søndag og jeg skal tjekke ud om 20 minutter. Jeg kører stik øst her fra San Francisco. Jeg synes jeg har set det jeg ville af kysten, så nu vil jeg køre op imod bjergene og se hvor tæt jeg kan komme på uden at komme i karambolage med sne - det er jeg ikke sikker på at min store baghjulstrukne bil egner sig så godt til.

Håber alt er godt i Danmark!

- Kasper

Første uge er væk!

Jeg har kørt ca. 1900 kilometer, de 1300 af dem ad snørklede bjergveje, gennem store skove og på kanten af kysten, af og til med et par hundrede meter ned til vandets overflade (uden autoværn) - jeg er stadig ikke overfladisk nok til at have et godt svar, når folk hilser i forbifarten med et: "how are you?" og jeg synes det er fedt at man kan få 60 liter benzin for under 400 kr.

Idag kørte jeg over Golden Gate Bridge ind i San Francisco, og jeg glæder mig til at bruge de næste par dage på at udforske byen.

Her er et lille udpluk af turen indtil nu:

California - Hwy 101 og Highway 1

Jeg vågnede kl. 8 efter en fantastisk nats søvn på Motel6 i Gold Beach - den diamentrale modsætning til hotellet i Portland med den insisterende støj fra sporvognene. De eneste lyde der var her, var en kombineret brusen fra floden lige nedenfor hotellet og havet i baggrunden.

Jeg brugte lidt tid på at finde ud af hvor jeg egentlig ville hen idag, og tog så afsted.

Morgenmaden indtog jeg, ca. 45 km nede af vejen i Mattie's Pancake House i Brookings. Hashbrowns (som ikke er euforiserende, men bare kartofler der skåret i små strimler og stegt som en slags pandekage), sausage (som ikke har noget med pølse at køre, men nærmere er en fars, der er stegt som en slags pandekage), scrambled eggs - og så en lille sidedish med to ægte pandekager. Det var den helt rigtige benzin, til en lang køretur - at servitricerne var sikre på at jeg var lokal, fordi de syntes mit engelsk var så godt, gav også lidt til humør og selvtillid - og det blev der til sidst lidt brug for.

For selvom jeg egentlig havde planlagt at bide turen til San Francisco over i 2 mindre bidder, blev den bid jeg tog idag faktisk ret stor, faktisk næsten 500 km lige som igår - forskellen var bare at turen idag kun foregik på Hwy 101 og Hwy 1. Hwy 101 er en underlig størrelse, som ofte ændrer karakter fra motorvej, til landevej og til lille bitte bjergvej, så jeg er efterhånden blevet rigtig glad for mit automatgear.

Jeg kom igennem Redwoods National Forest, som består af de fantastiske, gigantiske Redwood-træer (Sequoia-familien) som er de blandt de allerstørste træer i verden. Jeg valgte at være lidt u-amerikansk og stige ud af bilen og gå en tur på et par kilometer i skoven og kom blandt andet forbi træet "Big Tree" - og med en diameter på 6 meter og en højde på 92,6 m, indfriede det forventningerne fuldt ud. Det var en fantastisk imponerende oplevelse både at gå og køre igennem Redwoods National Forest.

Da jeg drejede fra 101 og kørte ind på Hwy 1 lige syd for Garberville, blev jeg hurtigt gjort opmærksom på at der, de næste 22 miles ville komme mange sving, mange skarpe sving. Og det var ingen overdrivelse, 20 meter og et sving, 20 meter og et sving, 30 meter og et sving, 50 meter og et hårnålesving. 35 km på den måde, var absolut en flot, men også ret opslidende oplevelse efter 400 km på vejen. Men jeg klarede mig, og nåede frem til målet her i Fort Bragg, Californien.

Jeg var ret udmattet da jeg nåede hertil, faktisk ved at være lidt træt og pylret. Så da jeg så et Motel6-skilt, besluttede jeg mig for at gentage successen. Jeg blev dog en smule skuffet da jeg forlod receptionen med min nøgle i hånden og så en fin reklame der viste at dette hotel også snart skulle gennemgå den renovering, som hotellet i Gold Beach allerede havde gennemgået. Men det er fint, der er kingsize-bed og jeg har fået vasket tøj og spist aftensmad, så nu er jeg ikke længere så pylret som da jeg kom her - jeg er dog stadig en træt, så jeg tror jeg vil sove når jeg har lagt vasketøjet sammen, så jeg er klar til at køre over Golden Gate Bridge imorgen og indtage San Francisco!

Jeg får meldinger om at rigtig mange følger med herinde, det er jeg rigtig glad for.

- Kasper

Vejrtrækningsproblemer!

(Noget er ikke helt som det skal være, så alle billederne ligger altså nede forneden og ikke pænt fordelt i teksten, som de burde. Forestil jer at billede nr. 1 er her!)

Det lyder alvorligt, det er det ikke, billedet taler vel for sig selv!?

Lad os starte fra starten. Idag var det tid til at forlade Portland, efter nogle gode oplevelser, men et mindre heldigt hotel. Jeg startede ud med et godt morgenmåltid bestående af friske jordbær, blåbær og vindruer med yoghurt og en panini med bananer og nutella. Ikke vildt amerikansk, men ganske lækkert!
(Billede nr. 2 er her)
Fra Portland kørte jeg ad I-5 South indtil jeg nåede Eugene ca. 180 km mod syd. Her kørte jeg af motorvejen og stoppede ved en Red Wing Store.
Red Wing er amerikanske kvalitetsstøvler som koster en formue i DK, så jeg tænkte at jeg ville udnytte muligheden for at købe et par når jeg nu er her. Jeg fik fantastisk betjening (de kan altså noget med service det amerikanere), og et par ekstremt lækre støvler med videre på rejsen!

Fra Eugene kørte jeg stik vest, mod kysten ca. 100 km væk. Det var skønt at komme væk fra motorvejen og ud på landet og inden længe befandt jeg mig i bjergene, hvor vejene snoede sig op og ned. En virkelig smuk køretur. Da jeg nåede til Florence ved kysten, kørte jeg mod syd på ad hwy 101 og det blev turen ikke mindre smuk af. Det ene øjeblik kørte jeg op og ned af snoede bjergveje, og det næste øjeblik åbnede skoven sig for en utrolig udsigt over Stillehavet.
(Billede nr. 3 er her)
Jeg havde faktisk svært ved at stoppe igen, jeg skulle lige se hvad der mon var bag det næste sving, den næste bakke - charmen gik selvfølgelig lidt af det da det blev mørkt og kort efter nåede jeg Gold Beach, hvor jeg kørte ind på det første, det bedste motel og bad om et værelse. Det er virkelig et fint værelse og jeg kan helt selv bestemme hvilken af de to senge jeg vil sove i.

Efter indtjekning spurgte jeg i receptionen om en anbefaling til hvor jeg skulle spise og hun foreslog Porthole Café. De var vist også de eneste i den lille by der ikke havde lukket køkkenet. Her kørte jeg ned og fik serveret en Ground Sirloin, med stegte løg og svampe, bagt kartoffel og brun sovs - lige hvad jeg trængte til efter en lang, men flot køretur!
(Billede nr. 4 er her)
Nu må i allesammen have en god dag, jeg vil snart i seng. Der er 660 km til San Francisco, så jeg tror jeg tager en ekstra dag til den køretur og måske tager en god gåtur i bjergene i mine nye støvler! (Undskyld for den rodede udgivelse)

- Kasper

Portland

I blev jo snydt for et indlæg igår, så i får i den fulde Portland-rapport idag.

Søndag efter morgenmaden, tjekkede jeg ud af hotellet i Seattle og kørte mod syd, mod Portland, Oregon. Turen ned gik godt, Dodge'en kører perfekt og med et kæmpe udvalg af netradio-kanaler, aux-stik til telefonen med 695 musiknumre og 3 nyindkøbte cd'er i tasken var underholdningen i top.

Skiltningen herovre er super god, så det er nemt at finde vej - og når man af og til bliver nødt til at skifte et par baner lidt hurtigt, er folk gode til at give plads.

Jeg havde planlagt at overnatte på et Travelodge-hotel her i Portland, lige som jeg gjorde i Seattle, men jeg havde ikke reserveret via Expedia og det burde jeg have gjort, for prisen når man kommer ind fra gaden er for høj. Så jeg gik ud i bilen og bestilte et værelse på Inn At The Conference Center, hvor prisen var nedsat. Bekræftelsen kom fra Expedia og så kørte jeg mod hotellet og tjekkede ind. Hotellet er okay til prisen og man er på første række til at bevidne Downtown Portlands fine offentlige transport, som består af sporvogne og ja, de kører lige udenfor mit vindue døgnet rundt. Efter at have pakket lidt ud gik jeg mig en tur i området og endte på restauranten Doug Fir, som serverede en lækker sandwich med pulled pork og coleslaw, sammen med et par pale ales og en brownie med is, tænkte jeg at de kunne få mig til at sove godt. Det gjorde jeg såmænd også, da jeg faldt i søvn ved 01.30-tiden.

Kl. 8 vågnede jeg frisk og frejdig og var klar til morgenmad - i modsætning til mit tidligere hotel er der ikke morgenmad med i prisen her på stedet, så jeg så mit snit til at besøge See See Motor Coffee Co, som både sælger kaffe, morgenmad og motorcykelgrej - med et soundtrack af gammel, engelsk rockmusik kunne jeg næsten ikke være mere tilfreds - fik næsten lyst til at drikke en kop kaffe.

Efter See See gik turen til legendariske Revival Drums, som er en enormt hyggelig trommebutik, med meget lækkert grej og en superflink ejer, som jeg fik en god lang nørdesnak med - jeg havde næsten ikke lyst til at gå igen.

På vejen tilbage fra Revival Drums kom jeg forbi en butik med en hvidt æble på facaden og siden jeg kom ud derfra, har jeg brugt tiden på at lege med min nye iPad som jeg også sidder og skriver det her indlæg på lige nu.

Nu trænger jeg faktisk til noget aftensmad, så jeg vil slutte. Imorgen forlader jeg Portland og kører sydpå mod Californien. Jeg vil af motorvej I-5 hurtigst muligt, og ud til kysten på de små veje - jeg har ikke travl og har ikke noget imod at bruge 3 dage på at køre til San Francisco.

Nogle gange går det ikke helt efter planen..

Som jeg skrev igår havde jeg en rimelig fast plan for dagen idag, som skulle koncentrere sig omkring området Ballard. Jeg besluttede mig for at jeg sagtens kunne gå, for selv om dagen startede gråt, klarede det lidt op omkring middag da jeg ville afsted. Så jeg gik, med kurs mod Mike & Mike's Guitar Bar - som så viste sig at være lukket fordi de var på guitarjagt i Portland. Men det var en dejlig gåtur jeg var ude på, så jeg fortsatte ufortrødent mod downtown Ballard for at kigge mig omkring.

Her fandt jeg blandt andet en lækker lille pladeforretning med masser af vinyler og cd'er - jeg ender nok med at købe nogle plader med hjem, skal bare lige regne transporten ud - men jeg købte ihvertfald 3 CD'er - én af dem med et lokalt Seattle-band ved navn The Maldives, som jeg blev anbefalet af butikkens personale, det er jeg spændt på at høre i bilen imorgen. 

Efter at have brugt lidt tid i pladeforretningen og have kigget lidt på resten af Ballard, besluttede jeg mig for at det måtte være på tide at gå hjemad, men inden jeg var nået ret langt, begyndte det at stå ned i stænger. Jeg stillede mig i læ ved en McDonalds indtil det værste var ovre og traskede derefter hjemad - da jeg kom hjem havde jeg gået 12-13 km, så jeg smed mig på sengen og slappede lidt af indtil det blev tid at få noget aftensmad. Jeg havde besluttet mig at prøve Red Mill som eftersigende skulle lave Seattles bedste burgere. Der er ikke mere end 2,5 km fra hotellet til Red Mill, så den tur kunne jeg jo sagtens gå - og så kunne jeg tage en taxa eller bus videre til Tractor Tavern for at høre musik. På vejen begyndte min højre ankel at gøre rigtig ondt, og selvom det var en god burger og nogle lækre french fries, hjalp det ikke nok og jeg besluttede at det nok ikke var værd at tage ned for at høre musik og evt. belaste leddet endnu mere, ved at stå op i 3 timer. Så jeg tog bussen i den modsatte retning, tilbage til hotellet - øv. 

Nu ligger jeg så her på min seng og hviler ankelen - imorgen skal jeg heldigvis mest køre bil og det tror jeg godt den kan klare. Det er nemlig imorgen mit roadtrip for alvor starter, når jeg kører sydover, mod Portland, Oregon - det har været nogle gode og spændende dage i Seattle, men nu glæder jeg mig til at komme ud på vejen og se noget mere af Guds eget land og dets indbyggere, som virkelig er noget for sig på godt og ondt - jævnfør billedet nedenfor:

Jeg håber i har det godt derhjemme!

- Kasper

Sweet Sunny Seattle

Idag var en overordentlig smuk dag i Seattle. Høj sol, ikke en sky på himlen og omkring 15 grader er mit gæt.

Efter en lidt urolig nat, hvor jeg vågnede rigeligt tit (jetlag), stod jeg endelig op kl. 8 og gik over til hotellets morgenmad. Her faldt jeg hurtigt i snak med David "Bad Boy" Garcia, som fortalte at han var guitarist og blandt andet havde kendt folk fra bluesbandet Canned Heat og også selveste Smokey Robinson - men også gjorde opmærksom på at han, selvom mange troede det, ikke er i familie med Jerry Garcia. Han var en af de typer man bare skal møde på sådan en tur som den her, og det var hyggeligt at høre ham fortælle (jeg undlod at forholde mig til hvad der var sandt og hvad der ikke var).

På trods af det gode vejr, havde jeg et punkt på min "must-see in Seattle"-liste som jeg synes ville være passende i dag; Experience Music Project. Et fantastisk museum som havde udstillinger om Nirvana, Jimi Hendrix, om den sorte læderjakke og et afsnit om guitarens historie. Derudover var der en form for musikalsk eksperimentarium hvor man fx kunne få en kort introduktion til forskellige instrumenter. Som i nok kan forestille jer, gik der 5 timer inden jeg kom ud i solen igen.

Jeg gik ind i mod midtbyen og fandt mig et supermarked med en salatbar, blandede mig en salat og købte en flaske vand. Det tog jeg med og gik ned og satte mig på et sted med udsigt over havnen og Puget Bay, som var badet i solskin. Det kom der er en lille video ud af, som kan findes på facebook. Som så mange gange før, andre steder i verden, nød jeg udsigten til containerhavnen, hvor jeg både kunne se mange lyseblå containere, samt et stort lyseblåt skib med en hvid stjerne på siden.

Da jeg havde indtaget min frokost gik jeg ned til havnefronten, som jeg fulgte et par kilometer, hvorefter jeg drejede op imod byen igen. Nu befandt jeg mig i Seattles International District, som er en utroligt hyggelig bydel, sammenlignet med bymidten med sine store skyskrabere og polerede facader. Da jeg så et skilt med teksten Emerald City Guitars, måtte jeg jo lige gå ind. Det var en hyggelig lille guitarbutik med mange smukke guitarer og et enormt venligt og imødekommende personale (men det er nu mere reglen end undtagelsen herovre). De gjorde mig opmærksom på at en lokal blueslegende ved navn Henry Cooper, snart skulle til at spille i et tilstødende lokale og at jeg var meget velkommen til at gå ind og høre ham. Og der sad vi så, i et lille bitte lokale, ca. 10 mennesker og lyttede til lækker, klassisk bluesmusik udført af det lille 3-mands orkester - en helt fantastisk og helt tilfældig oplevelse.

Solen var gået ned da jeg kom ud efter koncerten, og jeg besluttede mig for at lede efter et sted hvor jeg kunne få noget mad. Jeg kunne bare ikke finde det helt rigtige sted, så jeg endte med at tage bussen tilbage til hotellet og tage lidt hurtig burgermad fra det lokale burgersted. Jeg havde allerede fået mere ud af dagen end jeg kunne have forventet og jeg var en smule udmattet. Så jeg valgte at tilbringe resten af aftenen på sengen med musik i ørerne og min bog i hånden (sådan faldt jeg selvfølgelig også i søvn omkring kl. 22, men jeg vågnede igen til midnat og så begyndte jeg at skrive lidt til jer.

Nu vil jeg til at sove igen. Imorgen går turen til bydelen Ballard, som har dybe skandinaviske rødder. Her vil jeg blandt andet besøge Red Mill Burgers, Mike & Mike's Guitar Bar og imorgen aften, Tractor Tavern som har en koncert med 3 up and coming indierock-bands fra Portland, Oregon.

Det var det fra onkel rejsende Mac for nu.

Helt uden GPS

Jeg stod kl. 3 i nat - det er 24 timer siden nu. Efter afsked med Pia og min mor, som kørte mig til Aalborg Lufthavn og derefter en hyggelig aften med mine søstre, svogre og min yndlingsnevø, var de sidste formaninger leveret og arkiveret.

KLM lettede planmæssigt fra Cph kl. 6 og en times tid senere landede vi Amsterdam. Ventetiden på godt 3 timer kunne jeg fordrive med at spise lidt mad, høre musik og læse. Jeg bestod optagelsesprøven til flyvningen til Seattle uden det store drama og den flyvetur gik også glimrende - der var klart vejr, så det gik blandt andet op for mig hvor ufatteligt stor Alaskas ødemark er.

Flyet landede i Seattle-Tacoma International Airport til overskyet men mildt vejr med omkring 8-9 grader. Jeg kom med nød og næppe igennem Homeland Security's tjek. Betjenten spurgte hvad min beskæftigelse i Danmark var, og da jeg fortalte ham at jeg er arbejdsløs, tog det lidt tid at få ham til at forstå at jeg ikke kom til USA for at søge arbejde og at jeg har penge til at klare hele turen. Det hele endte dog med at han lod mig slippe igennem nettet. Derefter tog jeg toget ind til hovedterminalen og derfra en shuttlebus nogle kilometer over til biludlejningsfirmaernes central.

Her måtte jeg kæmpe en kamp med mig selv for at overbevise mig selv om ikke at leje en Jeep Grand Cherokee for kun 2500 kr. mere. Det blev istedet til en rigtig fin Dodge Charger, som nu om dage lugter lidt mere af American Muscle end en Chevrolet Impala gør - og den kører faktisk rigtig glimrende.

Jeg stod så med en telefon der ikke virkede med mit danske simkort, og begrænsede muligheder for at skaffe et vejkort, så jeg besluttede at jeg nok kunne begynde at køre ind imod midtbyen, som jeg vidste at jeg skulle 10 km nord for, så måtte jeg finde en tankstation på vejen. For at køre en lang historie kort, kom jeg til at placere mig i den forkerte bane, hvilket betød at jeg blev ledt af motorvejen og direkte ned midt i downtown Seattle. Jeg fortsatte ufortrødent indtil jeg fandt en tankstation som jeg håbede havde et brugbart kort - det viste sig, ikke at være tilfældet og tankpasseren havde travlt så jeg ville ulejlige ham med mine småproblemer. Så jeg satte mig ud i bilen igen og besluttede mig for at jeg nok skulle køre mere mod vest. Jeg tog den første vej til venstre og kørte langt, blandt andet den forkerte vej rundt om en lille sø - og pludselig så jeg skiltet hvor der stod Aurora Avenue, og 300 m længere oppe lå mit hotel. Jeg kommer nok aldrig til at kunne forklare hvordan det lod sig gøre - men efter den oplevelse er jeg ret tryg ved at jeg nok skal finde vej til Miami.

Vel ankommet til et fint værelse på Travelodge, fik jeg et bad og skyndte mig så at komme langt væk fra den lokkende seng.

Nu har jeg set lidt af Seattle, som er en rigtig smuk by. Jeg sidder på Hard Rock Café (det er rart med noget velkendt her den første aften). Klokken nærmer sig 7.30 pm herovre, og det kan mærkes, så jeg tror jeg bliver nødt til at komme tilbage til hotellet snart, inden gab og røde øjne overmander mig. Det har været en lang dag.

Godmorgen alle sammen.

- Kasper

Lad os nu komme i gang....

Opvarmning  

Nu må det være på tide, at jeg kommer i gang med at skrive noget, på min blog. 
Nej, jeg er ikke taget afsted endnu, billedet viser en del af min opvarmning - Woodstock-burger og Coca-Cola på Empire i Frederikshavn idag. Det der med at tage til USA er ikke bare noget man gør, maven skal også være klar til det.

Maven er jo ikke det eneste, og de sidste par måneder har jeg faktisk brugt rigtig meget tid på at gøre mig selv og alle de små detaljer helt klar, til at realisere den her drøm. Billetterne med KLM fra København til Seattle den 14. februar og retur fra Miami til København den 1.-2. april blev købt før jul - til en pris på sølle 4800 kroner. Det er prisen for de cirka 30 timer, ud af den samlede rejsetid, som KLM skal stå for. 


Min oprindelige plan var at rejse til USA og bruge de første par dage på at finde en billig bil, som jeg så kunne køre turen i og sælge når jeg nåede min destination, Miami. Det har jeg hørt om masser af backpackere i Australien der har praktiseret. Efter at have søgt erfaringer på kryds og tværs af internettet, fik jeg fastslået at det praktisk taget, ikke kan lade sig gøre i USA, når man ikke har en fast adresse. Derfor endte jeg med at gå med den sikre (og lidt kedelige) løsning, at leje en bil - noget så eksotisk som en Chevrolet Impala. Well, den har sikkert bedre odds for at klare turen på små 8000 km, end den fineste vogn til under $3000 fra "Honest Hank's" brugtbilhandel.

Med det af vejen - og en  lejeaftale "uden kilometerbegrænsning" - var det tiden at planlægge en rute, eller ihvertfald et udkast, et overslag. Det er rart nok at vide, at man kan køre fra San Francisco til Los Angeles på små 6 timer, mens turen fra Albuquerque til Austin tager 11.

Turen kommer til at gå ned af vestkysten, fra Seattle til Los Angeles. Jeg ville gerne have været igennem Yosemite National Park, men alt tyder på, at den rute er udelukket indtil slutningen af maj måned, på grund af sne. Jeg tager det som det kommer, kan det lade sig gøre at komme igennem nationalparken, kører jeg den vej fra San Francisco, videre ud i Death Valley og fortsætter til Las Vegas. Kan det ikke lade sig gøre, bliver det fra San Francisco til LA og derfra videre til Albuquerque via Route 66. Her fra kommer turen til at gå over Austin (som kaldes Live Music Capital Of The World), videre til New Orleans, Memphis, Nashville, Atlanta og endelig Miami - sådan lidt groft streget op.

Min foreløbige rute er lavet, så jeg ikke kommer alt for tidligt til Miami, eller lige pludselig får meget travlt. For det eneste der er bestemt på forhånd er, at jeg skal med et fly fra Miami den 1. april, alt andet er åbent og jeg er den eneste der kan bestemme. Dog vil jeg gerne have, at i der læser med, kommer med alle de idéer og forslag i har, til hvad jeg kan lave hen ad vejen, hvis jeg kommer til områder som i har været i.

I skrivende stund prøver jeg at forholde mig til, at jeg, om kun én uge, har tjekket ind på mit værelse på Travelodge Seattle North/Aurora, og er klar til udforske denne legendariske by med alt hvad den har at byde på - og at det bare er det første, i en perlerække af spændende steder jeg skal besøge. Det kræver lidt af kroppen, at forstå, at den drøm jeg har haft i så mange år, nu endelig går i opfyldelse.

Jeg skal gøre mit bedste for at holde jer alle opdateret på hvad der sker. Det er bliver også en måde for mig, at have nogen at dele mine oplevelser med. Jeg har mit dejlige Sony NEX-5 kamera med, som jeg har øvet mig lidt i at tage billeder med, så jeg kan fylde lidt at pladsen i mine indlæg med flotte billeder og videoer der beskriver lidt om, hvad der sker omkring mig. Når jeg kommer til Portland, Oregon, køber jeg mig nok en iPad - og så er det jo meget nemmere at holde jer opdateret "on-the-go".

Nå, det blev et langt indlæg at starte op med - jeg håber at i, der har klaret jer helt her til, vil følge med resten af vejen!

Tak fordi du læser med!

- Kasper

NB: Forfatteren tager intet ansvar for stavefejl, tegnsætning eller for at påføre læserne en ustyrlig lyst til, at tage en lignende tur!