De sidste dage..

Der har været lidt stille fra denne side af at Atlanten i nogle dage nu og det bunder faktisk i at der ikke er sket så meget. Jeg har mest brugt de sidste dage af turen, på at holde ferie og slappe af.

Torsdag kørte jeg de 450 kilometer fra Miami til St. Petersburg, en del af vejen på kanten af det store sumpområde Everglades, som ligger vest for Miami. Det er fyldt med alligatorer og der er rig mulighed for at komme på en airboat-tur, for at se dem helt tæt på. Der var "springbreak", som er lig med masser af turister i Florida og jeg bryder mig egentlig ikke meget om alligatorer, så jeg sprang over. På turen kom jeg desuden forbi et skilt med teksten "PANTHERS CROSSING", hvilket får vores "rådyr-skilte" derhjemme, til at falde lidt til jorden.

Jeg kom til mit hotel i St. Petersburg først på aftenen, kørte til en restaurant der havde fået gode anmeldelser på Yelp og endte med at få den underligste pizza jeg har fået. Utrolig meget fyld, som bestod af groftskårne rå løg, underlige groftskårne grønne peber, champignon og peperoni -men jeg blev da mæt. Aftenen brugte jeg på den sidste tøjvask og afslapning på værelset.

Fredag stod jeg til endnu en dag med smukt vejr. Sol, blå himmel og 25 grader. Omkring ved middagstid kørte jeg fra hotellet og til en fed pladebutik hvor jeg fik købt et par plader jeg syntes jeg manglede. To med Eels, hvor af især det nyeste "Wonderful, Glorious" er rigtig fedt. Derudover købte jeg det nye album med Black Rebel Motorcycle Club der bærer titlen "Specter The Feast", og som også lyder rigtig lovende.

Med motorcykelklubben på cd-afspilleren, var det passende at køre videre til Dime City Cycles, som er et firma der ombygger motorcykler og desuden sælger alt i stumper til især gamle japanske motorcykler - hvilket passer mig meget godt. Jeg stod og manglede et sæt nye blinklys og et sæt nye forlygtebeslag, og det er jo nemmere at tage dem med hjem i tasken end at bestille dem på nettet og vente på pakken. Jeg fik set deres nye showroom og snakket med flere af de gode mennesker på lageret og værkstedet. Det er svært at undgå at være misundelig på folk der bor i et område hvor man kan køre motorcykel året rundt.

Fra Dime City Cycles kørte jeg ned til vandet, som i dette tilfælde er Den Mexikanske Golf. Her sad jeg på stranden i nogle timer og læste mere i min fantastiske bog "Hammer Of The Gods" som handler om Led Zeppelin. Det er umuligt at undgå at bryde ud i grin flere gange, når man for eksempel læser om deres første besøg i Japan hvor trommeslager John Bonham og tourmanager Richard Cole gik ned i byen og købte samuraisværd, for så at gå tilbage til deres værelser på Hilton og hugge dem i stumper og stykker med sværdene. Derefter gik de videre til bassist John Paul Jones' værelse. Jonesy var faldet om på sengen, bedøvet af sprut, så ham slæbte de ud på altanen, hvor han sov videre. Så huggede de hans værelse til ukendelighed også. Led Zeppelin var ikke længere velkomne på Hilton i Tokyo efter den sag.

Fra stranden kørte jeg ind til Central Avenue i St. Petersburg, hvor jeg kom forbi "Taco Bus", som var en klassisk gul skolebus, der var indrettet som mexikansk køkken. Her købte jeg en lækker burritto med ris, bønner, grøntsager og oksekød. Jeg var mere end mæt da jeg kørte tilbage til hotellet ved 20-tiden.

Lørdag brugte jeg hele dagen på at kigge på billeder fra min tur, læse og se motorcykelvideoer på youtube. Ren afslapning.

Klokken 18 tog jeg til et arrangement, der var arrangeret af føromtalte Dime City Cycles, et motorcykelmagasin ved navn Iron & Air og Triumph-forhandleren i St. Petersburg, som er en af de førende i USA. Formålet med arrangementet var at markere at Dime City Cycles nu også fører dele til ombygning af nye Triumph Bonneville - og derudover arrangørerne besluttet sig for at forære sådan en helt spritny Bonneville, ombygget til caferacer væk igennem et lotteri, som kommer til at foregå over de næste par måneder og hvor overskuddet går til velgørenhed. Kort sagt var det en aften med masser motorcykler, flinke mennesker, mad og drikke - slet ikke nogen dum finale. Den eneste fejl jeg begik var at kigge på prisskiltet på sådan en spritny Bonneville - den koster selvfølgelig, lige som alt andet, under en tredjedel af hvad den gør i Danmark. Kun omkring 45.000 - prisen i Danmark er omkring 165.000. Så vil jeg personligt hellere betale 7 kroner for at køre over en bro engang imellem.

Idag har jeg brugt tiden på at køre de 450 km tilbage til Miami. Inden jeg kom til mit motel, fik jeg tanket bilen op - den skal være fuld når jeg afleverer den imorgen. Jeg havde egentlig tænkt at aflevere bilen idag, men så skulle jeg så bruge tiden på at køre de 7 kilometer tilbage til motellet med taxa eller bus, for så at køre den samme tur imorgen tidlig. Det er der ingen grund til, for jeg har tid nok.

Mit fly fra Miami International Airport letter kl. 12.11 imorgen, det er 18.11 derhjemme, for siden i er gået over til sommertid er jeg kommet en ekstra time bagefter. Jeg lander i Detroit kl. 15.16 og skal lette derfra igen 44 minutter senere, jeg er spændt på hvordan det går. Så lander jeg i Amsterdam kl. 05.55 og letter igen kl. 08.05. 09.25 skulle jeg gerne lande i København og efter frokost med søster Maria hos Rambøll, letter mit fly til Aalborg kl. 14.25. Kl. 15 har jeg så altså igen fødderne på dansk grund - det ser jeg frem til nu.

Så nu er det snart slut venner. Bare rolig, der kommer en ordentlig afrunding når jeg er hjemme.

Endnu engang tak fordi i er med!

- Kasper

Miami Beach og det sydligste syd

Mandag morgen kørte jeg fra mit motel i den nordlige del af Miamis byområde, hele vejen ned af "strandvejen" til South Beach. De huse man passerer på vejen tyder på at der stadig er nogle mennesker i USA der har penge. Den mistanke fik jeg så bekræftet da jeg nåede til South Beach - det blev efterhånden svært at holde styr på hvor mange Lamborghini Gallardo og Murcielago, Ferrari F430, Bentley Continental GT, Maserati GranTurismo og lignende der kom kørende op og ned af gaden om aftenen.

Jeg ankom til mit hotel, Hotel Chesterfield på Collins Avenue, cirka 300 meter fra stranden ved 15-tiden. Da jeg havde tjekket ind, gik jeg ned på stranden og gik en tur i vandkanten. I løbet af dagen havde solen kæmpet lidt med skyerne, endelig havde den fået god magt og stranden var fuld af mennesker. Der var små 30 grader og begrænset vind, og når bølgerne skyllede op over mine bare tæer, var det faktisk ikke ubehageligt.

Jeg gik en lang tur der i vandkanten og gik derefter op og skyllede min tæer, som tørrede på 3 minutter i solen. Så gik jeg på jagt efter et sted at parkere. At parkere på gaden i 2 døgn var, især prismæssigt, ikke særlig attraktivt, så jeg slap med små 200 kroner i et parkeringshus. Jeg fandt en italiensk restaurant at spise aftensmad på. Det var ikke specielt godt, til gengæld var det dyrt. Det var ved at være sent da jeg var færdig med at spise, så jeg gik stille og roligt tilbage til mit farverige hotelværelse for at se en smule tv og sove.

Da jeg vågnede tirsdag morgen havde jeg det ikke godt, var utilpas og havde mavepine. Jeg blev i sengen til jeg blev sulten og gik derefter ud for at købe yoghurt og cola - jeg var ikke på toppen og der var egentlig ikke specielt godt vejr, så jeg vendte tilbage til sengen. Slet ikke det jeg havde forestillet mig at tiden på Miami Beach skulle bruges til, men det var det eneste jeg havde overskud til. Om aftenen gik jeg ind i hotellets restaurant og fik mig en sandwich og snakkede med nogle australiere. Meget hyggelige mennesker og rart at tale med nogle "ikke-amerikanere" om det at rejse i USA.

Imorges stod jeg op 7.30, gik i hotellets restaurant og spise et solidt morgenmåltid med bacon og æg, inden jeg pakkede mine ting og tjekkede ud.

Jeg kørte igennem Miami, som har et vanvittigt motorvejsnet. Min GPS og jeg er ikke altid enige, men her var den en rigtig god hjælp - jeg var ikke kommet igennem uden. Da jeg var kommet igennem byen, kørte jeg syd på med kurs mod Key West, som er det længste man kan komme mod syd i USA. Highway US-1 blev ført hele vejen over de mange små øer, helt ud til Key West i 1930'erne. Key West har i mange år, siden midten af 1800-tallet, fungeret som en af de vigtige flådebaser. Først for at beskytte mod pirater, og siden som nøglepunkt i f.eks. Anden Verdenskrig og under Cuba-krisen (der er kun omkring 140 km fra Key West til Cuba). Idag er den største opgave for flåden i det område, kampen mod sydamerikanske narkosmuglere. Derudover er området selvfølgelig fyldt af turister, hvilket er helt forståeligt for der er ganske lækkert derude. Jeg nåede lige nøjagtig at se et gigantisk krydstogtsskib forlade havnen og brugte ellers tiden på at læse lidt om historien, gå en tur og spise en is, inden jeg kørte hele vejen tilbage til fastlandet.

Nu er jeg i Florida City, lige syd for Miami. Jeg har fået mig en lækker angus New York Strip steak og et kæmpe stykke chokoladekage til aftensmad og nu er det på tide at jeg lægger mig til at sove, så jeg er klar til at køre op til St. Petersburg ved Tampa Bay imorgen. Det skal nok blive en god tur.

God påske til jer alle!

- Kasper

Enden af vejen: hjemme!

Efter halvanden måned, 11.365 km igennem 13 stater og 4 tidszoner afleverede jeg mandag morgen min Dodge Charger ved National Car Rental i Miami International Airport og tjekkede ind til hjemrejsen via Detroit, Michigan (den 14. stat), Amsterdam, København og Aalborg. Jeg sov samlet 2-3 timer på turen og landede i Aalborg næsten præcis 20 timer efter jeg lettede fra Miami. Og der stod jeg så, ved enden af vejen - hold op hvor var det dejligt at være hjemme!

Det har været en helt fantastisk tur. Fantastisk fordi der kun har været 5 dage hvor solen ikke har skinnet. Fantastisk fordi jeg har været heldig at opleve en masse fantastisk musik, som jeg har lavet små bootlegs af på min telefon, så jeg kan tage det frem engang imellem og genopleve lige netop dén stemning. Fantastisk fordi jeg har set en masse kilometer af små landeveje (jeg tror ikke jeg har kørt 10 procent af ruten på motorvej) og en masse smuk natur. Fantastisk på grund af byerne - både de små og de store, de flotte og de forfaldne og fordi jeg har mødt nogle spændende mennesker. Fantastisk fordi jeg har gjort tingene lige præcis som jeg ville det - ikke altid faret derhen hvor alle de andre turister var. I stedet tror jeg jeg har set lidt af hvad USA virkelig er, på både godt og ondt. Fantastisk fordi i har været med. Det har betydet ubeskriveligt meget for mig, ikke at være helt alene, at have så mange mennesker at dele det hele med - igen: TAK for det.

Endelig er det fantastisk at nu kan sige at jeg har gjort det! Det er ikke længere en drøm, et stort ønske, en forhåbning om noget der måske kunne ske - jeg har gjort det, og jeg er ikke helt sikker på at jeg helt har forstået endnu.

Og hvad har jeg så lært?

- Jeg kan godt selv. Efter at have arbejdet så tæt sammen med en person, som man kender så godt, som jeg kender min far, i så mange år, kan man godt blive i tvivl om om man egentlig kan noget selv, eller om man er fuldstændigt afhængig af andre - det kunne jeg ihvertfald godt. Det er nok den vigtigste lektie jeg lært på den her tur - for det er jo faktisk gået godt.

- Jeg kan ikke uden andre mennesker. Jeg vidste det jo godt. De mennesker jeg holder af, og som holder af mig, er jeg dybt afhængig af. Når man rejser på den måde som jeg har gjort, hvor man aldrig når at opbygge en relation til nogen eller noget, kan man virkelig mærke at man har brug for den tryghed det giver, at have nogen omkring sig man kender.

- Man kan se på mig at jeg ikke er racist. Det har jeg ihvertfald fået at vide af 3 sorte hjemløse mænd, uafhængigt af hinanden. Det er jeg godt tilfreds med.

- Jeg er tillidsvækkende. Det kan jeg ihvertfald konstatere efter at have fået lov til at forlade en tankstation i Show Low, New Mexico uden at have betalt for benzinen og uden at efterlade noget som helst som pant.

- Jeg er tilhænger af brugen af blinklys, samt tilhænger af at de er orange og ikke bare ligner et defekt ledningsnet til baglygten. Min meget uvidenskabelige statistik siger mig, at omkring 80 procent af amerikanerne, ikke synes at blinklys er så nødvendige.

- Jeg er blevet inspireret og har til en hvis grad "fundet mig selv" igen, jeg er ihvertfald tættere på end jeg var da jeg tog afsted.

- Jeg synes at Danmark er et dejligt sted - regeringen er jo et flygtigt problem og mon ikke snart de har fået understreget for de fleste at landet ikke har brug for mere kontrol og bureaukrati, men istedet frihed til at tage ansvar.

- I løbet af halvanden måned var det jeg kom til at savne allermest min kæreste, min familie, min dyne, mine trommer, mit band, rugbrød med leverpostej og hjemmelavet mad - det var også det jeg regnede med inden jeg tog afsted.

Det er vidst lige det jeg ved indtil nu.

Nu er det så også slut med blog fra min side. Jeg er utroligt glad for at flere har spurgt om jeg ikke kunne blive ved med at skrive - men jeg tror i ville komme til at kede jer, mit almindelige hverdagsliv er knapt så "action-packed" som de sidste halvanden måned har været - heldigvis!

Tak for at i var med!

- Kasper

Orlando - torden og dækrøg!

Efter nogle gode dage med afslapning og sightseeing i smukke St. Augustine, blev jeg jo nødt til at komme videre. Jeg satte kursen mod sydøst, fra kysten og ind i landet til Orlando-området.

Jeg kom til hotellet sidst på dagen fredag og var egentlig bestemt på at jeg ville ned og se basket-kampen mellem Orlando Magic og Oklahoma City Thunder. Da jeg fandt ud af at billetterne, helt oppe under loftet, kostede over 500 kr., droppede jeg den tanke - der er ikke tale om NBA-tophold, havde der været det havde jeg måske overvejet det en ekstra gang. Istedet tænkte jeg at når jeg nu var i Orlando, måtte det være oplagt at se noget ræs af en art. Der var desværre ikke aktivitet på Daytona-banen - NASCAR kommer ikke tilbage til banen før engang i juli, så det måtte jeg også skyde en hvid pil efter. Efter lidt research fandt jeg ud af at der var Dragrace over weekenden på Orlando Dragway, og hvis der er noget der er amerikansk er det dragrace - det deres biler kan er jo netop at køre lige ud!

Lørdag kl. 14 indfandt jeg mig på Orlando Dragway, gik en tur i pit-området og kiggede på de vanvittige biler. De burde faktisk være i gang med at køre, men det var de tydeligvis ikke. Kl. 15 satte jeg mig blandt nogle få andre på tribunerne og ventede og ventede. Det viste sig at den voldsomme tordenbyge der ramte byen fredag aften, gjorde at banen var for glat og det tog bane-crewet lang tid at udbedre. Omkring kl. 15.30 kom vi endelig i gang og så var det faktisk ganske underholdende. Det er tydeligt at se at det er noget hele familien er involveret i, der er endda en klasse for såkaldte junior-dragstere, som er små udgaver af de store topfuel-dragstere.
Vejret var lidt det samme som fredag. 30 grader, overskyet, ekstremt trykkende - så efter 6 timer ude i det vejr var jeg træt og sulten. Jeg kørte omkring en kæderestaurant ved navn Golden Corral som har en kæmpe buffet, selvfølgelig ikke fantastisk mad, men det er OK i en snæver vending, når man bare har brug for noget at spise. Jeg fik en taco med oksekød, southern fried chicken og et stort set uspiseligt stykke oksekød - til det selvfølgelig masser af salat og grøntsager, for det er de faktisk ret gode til. Isen er elendig, til gengæld er der masser af gode tærter og kager, så desserten var god! På vej tilbage til hotellet undrede jeg mig over at det blev mørkt så hurtigt, det var hårdt at køre i den tætte trafik når der var så mørkt. Det irriterede jeg mig over i små 10 minutter inden jeg vågnede op og tog mine solbriller af.

Da jeg kom tilbage til hotellet, som i øvrigt var mere end glimrende, downloadede jeg Netflix til min iPad - jeg havde virkelig brug for at se en film uden at blive afbrudt af reklamer konstant! Jeg så en dokumentar om The Band som var rigtig spændende og derefter en fantastisk klassiker: Convoy med Kris Kristofferson og Ali MacGraw.

Imorges tog det lidt længere tid at sove end jeg havde planlagt, men jeg nåede lige nøjagtigt at få et bad og pakke sammen inden udtjekning kl. 11.

Turen gik syd på Okeechobee Lake, en af de største søer i USA med et areal på i alt 1900 kvadratkilometer - i runde tal 50 kilometer lang og 50 km bred. Så nej, billedet nedenfor er ikke fra havet, det er bare en sø.

Da jeg kom syd for søen, stak jeg mod øst igen, med kurs mod kysten. Jeg kom igennem et gigantisk område med rismarker, som jeg både kørte vest for og siden midt igennem - jeg tror faktisk ikke jeg overdriver ved at sige at det var 30x30 km.

Jeg begik den fejl inden jeg kørte ind i risjunglen, at jeg ikke tjekkede min tankmåler da jeg kørte forbi den sidste tankstation - men jeg vidste selvfølgelig heller ikke at det var den sidste. På et tidspunkt fik jeg så en low fuel-advarsel fra kørecomputeren og fik ret hurtigt ret svedige håndflader. Det kunne jo lige passe at jeg skulle stå derude i rishelvede med en tom tank. Jeg har jo godt nok en aftale med mit udlejningsselskab om at de kommer med brændstof hvis jeg kører tør - men jeg ville helst være fri. Jeg fandt min telefon frem og gik ind på min Fuelfinder-app, som kunne fortælle mig at der var en bunke tankstationer små 15 km længere fremme. Jeg var glad da jeg kom til den første, svingede ind og fandt en tankstander der var gået helt i sort. Området omkring tankstationen døjede med strømafbrydelser, de havde haft 11 i løbet af 2 timer og hver gang de kom op igen skulle deres systemer i butikken bruge omkring 20 minutter på at starte op igen - det nåede de med andre ord ikke, før strømmen gik igen. Heldigvis var betalingsautomaterne ved standerne hurtigere til at starte op end det i butikken, problemet er bare at man skal have et amerikansk visa-kort for at kunne betale ved standeren, da man skal indtaste sin ZIP-kode, selvfølgelig en sikkerhedsforanstaltning, men mega irriterende. Jeg turde ikke køre ud på vejen og de 2 km ned af vejen til den næste tank, jeg vidste bare at jeg ville køre tør hvis jeg gjorde det, så jeg åndede lettet op da den flinke tankpasser tilbød at han da bare kunne køre sit kort igennem og så kunne jeg betale ham kontant - endnu engang: man skal altid have kontanter på sig! Vi fik tanket en gallon på, så jeg kunne komme til den næste tank, få fyldt tanken op og komme videre til mit hotel som ligger ved Riviera Beach ca. 100 km nord for Miami - og det vil så sige at dette byområde altså hænger sammen med resten af Miami-området som er et langt smalt område hvor der bor cirka lige så mange mennesker som i Danmark.

Imorgen kører jeg helt ud til kysten og følger rute A1A hele vejen de 100 km ned til Miami's South Beach hvor jeg har booket de næste to overnatninger på et hotel der ser ret lovende ud - det er heller ikke billigt, men ved hjælp af hotwire.com har jeg fået det til under det halve af normalprisen. Det ligger rigtig godt på South Beach og ja, det koster jo nogle gange at få nogle gode oplevelser, jeg ved jo ikke hvornår jeg kommer til Miami igen.

Lige nu står det ned i stænger og der tordner og lyner, det ser det desværre også ud til at det skal imorgen - men man ved aldrig, vejrudsigten ændrer sig ofte. Nu vil jeg se en film, der er mange på amerikansk Netflix!

Jeg glæder mig MEGET til at komme hjem nu, rigtig meget. Det er hårdt i længden slet ikke at være i nærheden i nogen (eller noget) man kender og det er ved at ramme mig hårdt nu. Men jeg vil gøre hvad jeg kan for at nyde den sidste uge og jeg har en følelse af at Miami gerne vil hjælpe mig med det.

- Kasper

Turist i St. Augustine

Jeg brugte dagen igår på at være ægte turist. Som nævnt er byen den ældste i USA, så der er virkelig historie at kigge på. Først var jeg ude ved Fort Mantanzas, som fungerede som forpost for Castillo De San Marcos i St. Augustine. Det var en gratis sejltur ud til fortet, og rangerne der stod for fremvisningen havde virkelig styr på deres historie, hvordan fortet havde fungeret og hvordan livet havde været for de spanske soldater. På vej tilbage til fastlandet så jeg for første gang en ægte, levende, vild delfin, der slog et slag op af vandet cirka 20 meter fra båden - mega sejt!

Fra Mantanzas kørte ind til downtown St. Augustine, hvor jeg så føromtalte Castillo De San Marcos, som er et imponerende fort bygget i 1672. Det har beskyttet St. Augustine mod mange angreb fra især englænderne og franskmændene mens det var under spansk herredømme. Det var rigtig spændende at opleve, sammen med resten af St. Augustine. Man føler sig virkelig hensat til en Pirates Of The Carribean.

Jeg daskede lidt rundt i byen, kiggede på gamle huse og spiste is indtil aften, hvor jeg tog en (ekstremt dårlig) pizza med tilbage til hotellet og slappede af med læsning og tv.

Det er lidt det samme der foregår idag. Til aften regner jeg med at køre ind til byen og spise, og måske finde et sted hvor der er livemusik - det skulle der vist være rig mulighed for.

Imorgen skal jeg videre og jeg tror jeg kører ned til Orlando og bruger weekenden der, inden jeg kører videre til Miami.

Forår i fast forward

Idag nåede jeg et mål. For 20 dage siden stod jeg på Venice Beach i Californien og imorges kørte jeg så de sidste 40 kilometer fra Port Wentworth vest for Savannah til Tybee Island øst for Savannah, hvor jeg for første gang stod på stranden på den amerikanske østkyst.

Det var en stor ting for mig - en kulmination på en drøm jeg har haft i mange år, og det at krydse et helt kontinent er i sig selv ret vildt! Jeg gik en tur på stranden og satte mig på molen i en times tid og nød solen, lyden af havet og læste lidt i min bog. Min linse var desværre møgbeskidt, men i får et billede alligevel.

Fra Tybee Island kørte jeg tilbage til fastlandet og syd på fra Savannah. Jeg fulgte hovedvejen langs kysten, eller så tæt på som man kan komme ihvertfald. I Georgia er kystlinjen præget af små øer, sump, floder og i det hele taget meget usammenhængende. På den strækning jeg kørte idag, oplevede jeg at køre længere og længere ind i foråret. I området omkring Savannah var træerne så småt var begyndt at springe ud og efterhånden som jeg bevægede mig syd på blev bladene større og græsset i rabatten og haverne langs vejen, blev grønnere - et forår i fast forward.

Når man rejser på den måde jeg gør, ender man nogle gange med at overnatte i et skodhul af en by og andre gange ender man op i Saint Augustine. Jeg kan ikke tage æren for det, det var et rent tilfælde. Jeg sad igår aftes og kiggede på kortet og forsøgte at finde ud af hvor jeg ville ende idag. Jeg så den lille by lidt syd for Jacksonville, Florida, som bærer det samme navn som et nummer med Band Of Horses og ligger ud til kysten. Jeg fandt et billigt, men godt hotel og bookede det.

Da jeg så nåede hertil idag kunne jeg tydeligt se at byen virkelig har sjæl og historie. Det viser sig at byen er grundlagt i 1565 og har eksisteret lige siden - dermed er den den ældste by i USA der har været konstant beboet siden sin grundlæggelse og stemningen er helt fantastisk. Jeg var træt og sulten, og min tur igennem byen og de få kilometer ned til St. Augustine Beach gik stærkt, men jeg var hurtigt bestemt på at jeg skulle have mere end en enkelt overnatning her. Jeg har haft nogle lange dage med mange kilometer siden jeg forlod Nashville i søndags og St. Augustine virker til at være det perfekte sted at slappe af, nyde stranden, historien og den tilbagelænede stemning.

Min aftensmad nød jeg på en restaurant nogle hundrede meter nede af vejen. Jeg fik The Ultimate Fish sandwich og en hjemmelavet chokolade/peanutbutter-tærte - og så var jeg mæt. Tjeneren hed Kimberley og snakkede som et vandfald, hun havde rejst over det meste af verden (endda i Danmark) og var meget engageret i min fortælling om min tur.

Nu er jeg ved at vaske tøj og det føles faktisk som om jeg kan falde i søvn forholdvist tidligt i aften - det ville være dejligt!

- Kasper

Kurs mod Miami

Med nyt musik på anlægget og næsten en fuld tank benzin, lagde jeg ud fra Nashville i formiddags og satte kursen mod sydøst igen, efter at have kørt mod nordøst i nogle dage.

Så der er ikke meget at fortælle, jeg hørte dejlig musik og kørte på små veje, gennem skove, bjerge og små byer - nej, jeg er ikke træt af det endnu. Mit mål var at ramme kysten i det sydlige South Carolina, så jeg også får en god tur ned af østkysten, om end knapt så lang som den jeg kørte ved vestkysten.

Idag nåede jeg til LaFayette i det nordlige Georgia (den 11. stat), krydsede den sidste tidszonegrænse og rundede 5000 miles (8000 km) (!!!!) indtil videre, alt tyder på at jeg når 10.000 km inden jeg flyver hjem - cirka 30% mere end jeg havde regnet med.

I LaFayette har jeg fået et værelse på et fint lille motel. Receptionisten talte så sydstats-amerikansk at jeg havde svært ved at forstå hende. Hotellet er virkelig flot og iorden, stilen er ægte amerikansk sydstat.

Jeg kørte ned til en mexikansk restaurant, som receptionisten anbefalede. Jeg fik en stor kurv nacho-chips med salsa, sodavand ad libitum og en tallerken med en burrito med oksekød, en taco med kylling, ris og bønnemos, til 55 kr. Jeg var stopmæt af lækker mad, så de fortjente absolut de $5 i drikkepenge - mindst!

Nu ligger jeg på motellet og vil snart sove. Hvis det går godt imorgen, kan jeg nå til Charleston, South Carolina og dermed har jeg altså krydset kontinentet. Kan jeg ikke nå det imorgen, kan jeg nå det på tirsdag. Mit fly letter først den 1. april, så jeg har ikke travlt og kan helt sikkert nå nogle dage på stranden i Miami oven i købet.

•——————————————————————————————————————————•

Og alt det ovenstående fik jeg så slet ikke lagt op inden jeg kørte fra motellet imorges - så jeg kan jo lige så godt føje lidt til det.

Efter morgenmad og en snak om politik med inderen, som jeg tror var hotellets ejer, sætte jeg kursen mod sydøst, og kørte og kørte og kørte, hele dagen. Klokken er nu 20.13 og jeg har lige bestilt mad på en restaurant lige ved siden af mit Super8-motel, som ligger nogle få kilometer nordvest for Savannah i Georgia. Så jeg trækker altså det med at nå østkysten til imorgen, selvom der ikke er særligt langt. Jeg har også været en lille tur i South Carolina, det var en ikke en stor omvej, og så kan jeg jo sige: "South Carolina? Ja ja, der har jeg også været".

Når jeg har spist vil jeg undersøge om der findes stater i USA, hvor der ikke ligger en by der hedder Denmark. Jeg kan ihvertfald konstatere at der er ret mange af dem.

Der er ikke så meget at fortælle fra idag, og jeg har vist ikke rigtig taget nogle billeder, så også derfor var det smart at slå de to indlæg sammen, så i kan kigge på billederne fra igår istedet.

Nashville, Tennessee

http://youtu.be/KkK5eHkY46o (linket kopieres bare ind i adresse-linjen i browseren)

Vi starter med en lille video, fra en CD som jeg er glad for at eje. Good Light med Drew Holcomb & The Neighbors - og jeg anbefaler alle der bryder sig lidt om det her nummer, til at købe den (den kan fåes på iTunes til kun 72 kr.). Jeg ved ikke om den kan købes i fysisk format i Danmark (eller om jeg er den eneste der stadig sværger til det, men jeg skal ihvertfald have flere af deres skiver inden jeg rejser hjem. Bandet kommer fra countrymusikkens hjerte Nashville, hvor jeg har tilbragt de sidste par dage.

Jeg kørte fra Memphis i fredags. Jeg holdt mig på de små veje, det er bare der jeg fungerer bedst. Det var en flot tur, på trods af at der var lidt overskyet. Jeg kom til Nashville først på aftenen og tjekkede ind på mit motel, ca. 8 km syd for centrum. Umiddelbart var det nok det mest utiltalende motel jeg har boet på indtil nu. Da jeg kom op på mit værelse kunne jeg se at sikkerhedskæden på døren, var knækket af og jeg gik ned og spurgte receptionisten om det skulle bekymre mig (kvarteret var ikke som sådan skidt, men heller ikke rigtig godt), men hun virkede overbevisende da hun sagde at de havde videoovervågning og aldrig havde haft problemer.

Jeg kørte ind til byen for at få noget mad, og efter at have fundet ud af at Nashvilles infrastruktur er en anelse mere kompliceret end Memphis', valgte jeg det første, det bedste sted i nærheden af en parkeringsplads, på den gade jeg ved et tilfælde var kommet ned af. Det var en Texas' BBQ-restaurant, hvor mine ribs med coleslaw og fries blev akkompagneret af akustisk country - meget autentisk, altså autentisk Texansk. Så efter en Texas Tornado (som egentlig bare var en brownie med is og chokoladesovs), tog jeg hjem i seng.

Lørdag morgen sov jeg lidt længe og kørte til Third Man Records' pladebutik, som lå et par kilometer fra mit motel. Third Man Records er ejet af Jack White og er et "one-stop"-studie, hvor kunstnere kan indspille deres musik og få taget billeder, hvorefter både plade og cover trykkes på matriklen. Alt bliver optaget på gamle spolebånd, og trykt på vinyl. Tanken med at have det hele samlet ét sted er at få spontaniteten tilbage i indspilningsprocessen - der går typisk ikke mere end et par uger fra en plade er indspillet, til den er trykt og udgivet. Der var mange ting i den butik jeg gerne ville have, men en af de få ulemper ved vinylplader, er at de ikke er nemme at have med på rejse - og slet ikke at have med hjem i en blød taske, der skal kastes rundt af lufthavnspersonale. Med en pris mellem 15 og 20 dollars for et album og 6 dollars for en single, kunne det ellers være lækkert.

Jeg kørte videre til en butik jeg fik anbefalet, ved navn Imogene+Willie. Bag den ligger et spændende firma, som er stået op i løbet af de sidste års økonomiske afmatning og istedet for at lave store mængder til små priser, laver kvalitetsprodukter der koster, men også holder meget længere - også fordi de satser på klassiske snit og farver, istedet for at forsøge at følge de seneste trends. Hyggelige folk, der også kom med gode forslag til gode spise- og spillesteder - og en god pladebutik. Det kommer vi tilbage til.

Lige ved siden af den gamle tankstation, som Imogene+Willie har indrettet sig i, ligger et lille hus, som ikke gør meget ud af sig selv, men der står da Fork's Drum Closet på facaden, og så var min opmærksomhed jo vakt! Inde i det lille hus, åbner der sig en verden af alt hvad man kan ønske sig af trommesæt, lilletrommer, bækkener, stole, stikker, hardware, perkussion og alt muligt andet som folk som mig elsker! Man var meget velkommen til at prøve alt hvad man havde lyst til, så der brugte jeg lige en god times tid mellem lækre gryder og låg! Desværre er trommer om muligt sværere at slæbe med hjem i tasken end vinylplader - så det er jo godt for min tegnebog at jeg ikke kan køre hjem.

Nåå ja, pladebutik. På vej tilbage til motellet kørte jeg ind omkring Grimeys, den pladebutik jeg fik anbefalet. Det var her jeg købte pladen med Drew Holcomb, og et par andre til at underholde mig på resten af turen (Tame Impala, Dan Auerbach og Sound City). Desuden var jeg heldig at være i butikken netop da det annonceret at det nu var den tid på lørdagen, hvor der var gratis øl til alle der kunne fremvise et gyldigt ID. Hvor heldig kan man være?

Efter øl, pladekøb, musiksnak med andre kunder og en snak om Danmark med en af medarbejderne der havde været der to gange, endda i Aalborg (dog ikke i Hjørring), kørte jeg til motellet og skiftede tøj, tog bussen ned til centrum, spiste den bedste pizza i USA (tror jeg, ihvertfald næsten lige så gode som dem man får i Italien), og brugte aftenen på at gå fra værtshus til værtshus, se på grønne mennesker der fejrede St. Paddy's Day og høre musik - her i blandt det mest rimelige forsøg på at spille Led Zeppelins Moby Dick (inkl. en trommesolo på ca. 10 minutter) jeg nogensinde har hørt.

Jeg tog den sidste bus hjem lige før midnat - god aften i Nashville. Jeg ville gerne have hørt lidt mere lokal musik, men alle de fede bands var nok i Austin til SXSW.

Bluesjam i Beale Street

Jeg kan efterhånden mærke at jeg er påvirket af at have krydset så forholdsvist mange tidszoner inden for kort nu. Jeg kan først falde i søvn sent og sover derfor selvfølgelig lidt længere end jeg gerne ville. Nu mangler jeg kun én tidszone, så jeg håber det bliver bedre.

I formiddag brugte jeg tiden på at ringe hjem og ønske min far tillykke med fødselsdagen og på at overføre lidt flere penge til kontoen, med hjælp fra Pia.

Så var det tid til at se på downtown Memphis, som ligger 17 km fra mit hotel. Heldigvis kunne jeg parkere i et parkeringshus lige i det kvarter jeg ville være i, for $5 i døgnet - hvad koster det i timen i København?

Ved siden af parkeringshuset lå mit første mål. Gibsons Memphis-fabrik, hvor de producerer hollowbody og semi-hollowbody guitarer. Jeg var heldig at få en ledig plads på rundvisningen der startede lige efter jeg ankom - meget heldig, for resten af eftermiddagen var fuldt booket. Det var virkelig spændende at se guitarer blive til, fra råt træ til endeligt produkt. Jeg var især imponeret over at guitarerne er håndlakeret, som i hundrede procent. Når en guitar lakeres i en såkaldt burst-lakering, er der altså ingen afdækning eller lignende, det er rent håndværk - vildt! Vi måtte naturligvis, men desværre, ikke tage billeder på selve fabrikken. Der bliver ca. pakket 50-60 færdige guitarer om dagen, til priser der cirka svinger imellem 10.000 og 25.000 kroner. Efter rundvisningen brugte jeg lidt tid, med mine begrænsede guitar-talenter, på at prøve nogle ret lækre guitarer i butikken og snakke lidt mere med tourguiden og de andre medarbejdere.

På den anden side af gaden, ligger Memphis Rock'n'Soul Museum, som jeg besøgte i bagefter. Det kunne fortælle en masse, masse ting om Memphis og musik, men det var ikke helt skarpt nok efter min mening - måske har jeg været på nok musik-museer nu. Jeg brugte alligevel en god times tid derinde og da jeg kom ud, var jeg sulten. Jeg stod stort set på historiske Beale Street, som i starten af det tyvende århundrede blev et mekka for sorte musikere og blev fyldt af barer og spillesteder, og det er det sådan set stadig. Jeg gik ind på den juke-joint, som jeg kunne høre det bedste musik fra og det var virkelig et jackpot.

På Rum Boogie Café var der gang i en overdådig bluesjam, til ære for en lokal blueslegende ved navn Philip Dale Durham. En masse gode venner var mødt op og spillede hans numre og en masse bluesklassikere og inviterede alle op på scenen for at spille med dem. Der var en konstant udskiftning, den ene fantastiske musiker efter den anden - mundharpespillere, guitarister, bassister, tangentister og trommeslager. Efter at have spist en god burger og en god Apple Cobbler, tog jeg endelig mod til mig og spurgte om jeg kunne få lov til at til at baske lidt trommer. Det kunne jeg meget nemt, og efter sådan en forestilling og fordi jeg ikke har spillet i en måned, var jeg ret nervøs ved om jeg kunne være med. Der var heldigvis en forrygende kommunikation i mellem musikerne og det var mega hyggeligt at spille med sådan en flok gamle bluesdrenge. Da de fik løsnet stikkerne fra mine hænder igen, var der flere der kom hen og komplimenterede mit spil og snakkede lidt. Det er virkelig fedt at opleve hvordan musikken på den måde kan skabe kontakt mellem vildt fremmede, som aldrig har set hinanden før og aldrig kommer til at se hinanden igen.

Da jam'en sluttede, var jeg høj af at spille og lytte til alt den lækre musik - jeg havde fået alt hvad jeg kunne forvente af Memphis og en hel del oveni! PERFEKT dag i Memphis!

Imorgen kører jeg de 330 kilometer til Nashville, hvor jeg skal være indtil søndag, hvor jeg igen begynder at bevæge mig syd på mod Florida.

Jeg har faktisk været væk i en måned nu. Det er ret vildt at tænke på, ikke mindst at tænke tilbage på alle de ting jeg har oplevet. Der er 18 dage tilbage og masser af plads til flere oplevelser i tasken.

Endnu engang tak fordi i har lyst til at være med!

- Kasper

Graceland

Jeg har aldrig været kæmpe Elvis-fan. Jeg kunne rigtig godt lide musikken i 50'erne, men mod slutningen af 60'erne og især i Las Vegas-perioden blev det hele nok bare lidt for bombastisk for mig. Det ændrer naturligvis ikke på at jeg, nu hvor jeg befinder mig i Memphis, blev nødt til at besøge Graceland.

For den nette sum af 260 kr. inkl. parkering, får man lov til at se hele stueetagen, kælderen, haven og resten af den 6 hektar store grund som Graceland består af. Det hele står i store træk som det gjorde den 16. august 1977 da The King døde. Desuden ligger Elvis, hans forældre og hans bedstemor også begravet på grunden. Sammen med gravstenene ligger der en lille mindeplade for Elvis' dødfødte tvillingebror Jesse - sådan én vidste jeg ikke han "havde". Derudover er der på modsatte side af Elvis Presley Blvd udstillinger med et udsnit af hans køretøjer (biler, motorcykler, golfvogne og hans traktor!!), et afsnit med fortællinger om hans Las Vegas-karriere og mulighed for at se hans fly "Lisa Marie" (opkaldt efter hans datter). Det var spændende at lære Elvis bedre at kende - men for at følge op på cliffhangeren fra igår, bliver jeg nødt til at sige at jeg er ret sikker på at han er død.

Da jeg var færdig i Elvis-land kl. 16, kørte jeg til den verdenskendte Memphis Drumshop og kiggede på trommer i en times tid. Det er en fed butik med rigtig meget lækkert gear, men med mindre man har seriøse planer for at købe noget, er der ikke meget mulighed for at prøve noget - desværre!

Til aften har jeg spist traditionel Tennessee BBQ, hos The One & Only BBQ, der ligger et par kilometer fra mit hotel. Det var igen Yelp-app'en der hjalp mig til at finde stedet og jeg må erklære mig enig med brugerne - lækker mad og super god service! Jeg fik Smoked Pulled Chicken, med coleslaw og kartoffelsalat. Til dessert fik jeg den traditionelle Banana Pudding, som man vist nærmest skal have efter BBQ. Det var ret tungt, ret amerikansk, men smagte fint!

Imorgen vil jeg være mere musikturist, og besøge den historiske gade Beale Street, Memphis Rock'n'Soul-museum og Sun Studios (som var det studie hvor blandt andet Elvis, Johnny Cash og Roy Orbison indspillede de allerførste numre) - det bliver en god dag i Memphis.

- Kasper

I went down to the crossroads...

Og det gjorde jeg så idag. Jeg kørte fra Jackson , op igennem Mississippi-deltaet, som er området mellem Yazoo-floden og Mississippi-floden, hvor der før den amerikanske borgerkrig blev opdyrket et kæmpe område, som tidligere var mose og skov. Her blev dyrket utroligt meget bomuld, og det gør der stadig idag. Arbejdskraften dengang var som de fleste nok ved, slaver og majoriteten af befolkningen i området er stadig sorte. Udover bomuld, groede der ud af markerne en masse fantastisk musik - som idag er kendt som delta style blues - som jeg er meget glad for.

Derfor var det en fed tur op igennem området, hvor jeg kørte på Hwy 49, som faktisk er kendt som Delta Blues Trail. Der er mange steder langs ruten hvor der er sat blå skilte op, som fortæller om noget bestemt der er sket på det pågældende sted, som har med musikken at gøre. Jeg var hurtigt ude og kigge på nogle få af dem, men da jeg nåede til Idianola, så jeg et skilt der pegede mod B.B. King Museum og efter et hurtigt tjek på Yelp-app'en på min telefon, hvor brugerne havde givet museet topkarakterer, afgjorde at det måtte jeg se! Det var en spændende fortælling og et virkelig velindrettet museum.

Jeg fortsatte nord på mod Clarksdale, hvor det berømte vejkryds (The Crossroads) ligger. Legenden siger at bluesmusikeren Robert Johnson mødte djævelen i dette vejkryds, hvor djævelen stemte hans guitar og spillede et par sange i bytte for Robert Johnsons sjæl - og det skulle så være årsagen til at han var så enestående. Han nåede kun at indspille omkring 20 numre, inden han, som mange andre talentfulde musikere, døde i en alder af 27 år.

I Clarksdale ligger Delta Blues Museum, som jeg også stoppede ind omkring - det blev et kort besøg da jeg kom en halv time før lukketid. Det var et rigtig fedt museum med masser af gamle guitarer, mundharper og andet fra de gamle stjerner. Derudover indeholdt udstillingen det lille skur, som forældrene til McKinley Morganfield boede i da deres dreng blev født - han blev senere verdenskendt bluesmusiker under navnet Muddy Waters.

Hele Clarksdale er indbegrebet af BLUES, byen emmer af det og museet arrangerer to forskellige årlige bluesfestivaller i byen - den ene er en udendørs ved museet med store stjerner, og den anden foregår på de mange små juke-joints der stadig ligger rundt i byen og det er hovedsageligt ukendte, lokale kunstnere der spiller - det ville jeg gerne være med til!

Efter en ordentlig bunke inspirerende blueshistorie, kørte jeg ud på hovedvejen igen - fra Clarksdale og 40 km nord på, går den fuldstændigt ligeud, det er vist min rekord i lige landevej indtil videre.

Så nåede jeg Memphis og mit La Quinta-hotel. Det er et rigtig fint hotel, som ligger i det østlige Memphis, ikke alt for langt fra midtbyen - og de har DYNER!!

Nu har jeg vasket tøj, og været på en italiensk restaurant i nabolaget og spise. De servede Cannelloni Al Forno og Tiramisu - perfekt!

Nu vil jeg sove. Imorgen tager jeg nok en tur til Graceland og ser om Elvis er der - eller om han virkelig er død!

(Det var en lille cliffhanger der)

- Kasper