Bluesjam i Beale Street

Jeg kan efterhånden mærke at jeg er påvirket af at have krydset så forholdsvist mange tidszoner inden for kort nu. Jeg kan først falde i søvn sent og sover derfor selvfølgelig lidt længere end jeg gerne ville. Nu mangler jeg kun én tidszone, så jeg håber det bliver bedre.

I formiddag brugte jeg tiden på at ringe hjem og ønske min far tillykke med fødselsdagen og på at overføre lidt flere penge til kontoen, med hjælp fra Pia.

Så var det tid til at se på downtown Memphis, som ligger 17 km fra mit hotel. Heldigvis kunne jeg parkere i et parkeringshus lige i det kvarter jeg ville være i, for $5 i døgnet - hvad koster det i timen i København?

Ved siden af parkeringshuset lå mit første mål. Gibsons Memphis-fabrik, hvor de producerer hollowbody og semi-hollowbody guitarer. Jeg var heldig at få en ledig plads på rundvisningen der startede lige efter jeg ankom - meget heldig, for resten af eftermiddagen var fuldt booket. Det var virkelig spændende at se guitarer blive til, fra råt træ til endeligt produkt. Jeg var især imponeret over at guitarerne er håndlakeret, som i hundrede procent. Når en guitar lakeres i en såkaldt burst-lakering, er der altså ingen afdækning eller lignende, det er rent håndværk - vildt! Vi måtte naturligvis, men desværre, ikke tage billeder på selve fabrikken. Der bliver ca. pakket 50-60 færdige guitarer om dagen, til priser der cirka svinger imellem 10.000 og 25.000 kroner. Efter rundvisningen brugte jeg lidt tid, med mine begrænsede guitar-talenter, på at prøve nogle ret lækre guitarer i butikken og snakke lidt mere med tourguiden og de andre medarbejdere.

På den anden side af gaden, ligger Memphis Rock'n'Soul Museum, som jeg besøgte i bagefter. Det kunne fortælle en masse, masse ting om Memphis og musik, men det var ikke helt skarpt nok efter min mening - måske har jeg været på nok musik-museer nu. Jeg brugte alligevel en god times tid derinde og da jeg kom ud, var jeg sulten. Jeg stod stort set på historiske Beale Street, som i starten af det tyvende århundrede blev et mekka for sorte musikere og blev fyldt af barer og spillesteder, og det er det sådan set stadig. Jeg gik ind på den juke-joint, som jeg kunne høre det bedste musik fra og det var virkelig et jackpot.

På Rum Boogie Café var der gang i en overdådig bluesjam, til ære for en lokal blueslegende ved navn Philip Dale Durham. En masse gode venner var mødt op og spillede hans numre og en masse bluesklassikere og inviterede alle op på scenen for at spille med dem. Der var en konstant udskiftning, den ene fantastiske musiker efter den anden - mundharpespillere, guitarister, bassister, tangentister og trommeslager. Efter at have spist en god burger og en god Apple Cobbler, tog jeg endelig mod til mig og spurgte om jeg kunne få lov til at til at baske lidt trommer. Det kunne jeg meget nemt, og efter sådan en forestilling og fordi jeg ikke har spillet i en måned, var jeg ret nervøs ved om jeg kunne være med. Der var heldigvis en forrygende kommunikation i mellem musikerne og det var mega hyggeligt at spille med sådan en flok gamle bluesdrenge. Da de fik løsnet stikkerne fra mine hænder igen, var der flere der kom hen og komplimenterede mit spil og snakkede lidt. Det er virkelig fedt at opleve hvordan musikken på den måde kan skabe kontakt mellem vildt fremmede, som aldrig har set hinanden før og aldrig kommer til at se hinanden igen.

Da jam'en sluttede, var jeg høj af at spille og lytte til alt den lækre musik - jeg havde fået alt hvad jeg kunne forvente af Memphis og en hel del oveni! PERFEKT dag i Memphis!

Imorgen kører jeg de 330 kilometer til Nashville, hvor jeg skal være indtil søndag, hvor jeg igen begynder at bevæge mig syd på mod Florida.

Jeg har faktisk været væk i en måned nu. Det er ret vildt at tænke på, ikke mindst at tænke tilbage på alle de ting jeg har oplevet. Der er 18 dage tilbage og masser af plads til flere oplevelser i tasken.

Endnu engang tak fordi i har lyst til at være med!

- Kasper