De sidste dage..

Der har været lidt stille fra denne side af at Atlanten i nogle dage nu og det bunder faktisk i at der ikke er sket så meget. Jeg har mest brugt de sidste dage af turen, på at holde ferie og slappe af.

Torsdag kørte jeg de 450 kilometer fra Miami til St. Petersburg, en del af vejen på kanten af det store sumpområde Everglades, som ligger vest for Miami. Det er fyldt med alligatorer og der er rig mulighed for at komme på en airboat-tur, for at se dem helt tæt på. Der var "springbreak", som er lig med masser af turister i Florida og jeg bryder mig egentlig ikke meget om alligatorer, så jeg sprang over. På turen kom jeg desuden forbi et skilt med teksten "PANTHERS CROSSING", hvilket får vores "rådyr-skilte" derhjemme, til at falde lidt til jorden.

Jeg kom til mit hotel i St. Petersburg først på aftenen, kørte til en restaurant der havde fået gode anmeldelser på Yelp og endte med at få den underligste pizza jeg har fået. Utrolig meget fyld, som bestod af groftskårne rå løg, underlige groftskårne grønne peber, champignon og peperoni -men jeg blev da mæt. Aftenen brugte jeg på den sidste tøjvask og afslapning på værelset.

Fredag stod jeg til endnu en dag med smukt vejr. Sol, blå himmel og 25 grader. Omkring ved middagstid kørte jeg fra hotellet og til en fed pladebutik hvor jeg fik købt et par plader jeg syntes jeg manglede. To med Eels, hvor af især det nyeste "Wonderful, Glorious" er rigtig fedt. Derudover købte jeg det nye album med Black Rebel Motorcycle Club der bærer titlen "Specter The Feast", og som også lyder rigtig lovende.

Med motorcykelklubben på cd-afspilleren, var det passende at køre videre til Dime City Cycles, som er et firma der ombygger motorcykler og desuden sælger alt i stumper til især gamle japanske motorcykler - hvilket passer mig meget godt. Jeg stod og manglede et sæt nye blinklys og et sæt nye forlygtebeslag, og det er jo nemmere at tage dem med hjem i tasken end at bestille dem på nettet og vente på pakken. Jeg fik set deres nye showroom og snakket med flere af de gode mennesker på lageret og værkstedet. Det er svært at undgå at være misundelig på folk der bor i et område hvor man kan køre motorcykel året rundt.

Fra Dime City Cycles kørte jeg ned til vandet, som i dette tilfælde er Den Mexikanske Golf. Her sad jeg på stranden i nogle timer og læste mere i min fantastiske bog "Hammer Of The Gods" som handler om Led Zeppelin. Det er umuligt at undgå at bryde ud i grin flere gange, når man for eksempel læser om deres første besøg i Japan hvor trommeslager John Bonham og tourmanager Richard Cole gik ned i byen og købte samuraisværd, for så at gå tilbage til deres værelser på Hilton og hugge dem i stumper og stykker med sværdene. Derefter gik de videre til bassist John Paul Jones' værelse. Jonesy var faldet om på sengen, bedøvet af sprut, så ham slæbte de ud på altanen, hvor han sov videre. Så huggede de hans værelse til ukendelighed også. Led Zeppelin var ikke længere velkomne på Hilton i Tokyo efter den sag.

Fra stranden kørte jeg ind til Central Avenue i St. Petersburg, hvor jeg kom forbi "Taco Bus", som var en klassisk gul skolebus, der var indrettet som mexikansk køkken. Her købte jeg en lækker burritto med ris, bønner, grøntsager og oksekød. Jeg var mere end mæt da jeg kørte tilbage til hotellet ved 20-tiden.

Lørdag brugte jeg hele dagen på at kigge på billeder fra min tur, læse og se motorcykelvideoer på youtube. Ren afslapning.

Klokken 18 tog jeg til et arrangement, der var arrangeret af føromtalte Dime City Cycles, et motorcykelmagasin ved navn Iron & Air og Triumph-forhandleren i St. Petersburg, som er en af de førende i USA. Formålet med arrangementet var at markere at Dime City Cycles nu også fører dele til ombygning af nye Triumph Bonneville - og derudover arrangørerne besluttet sig for at forære sådan en helt spritny Bonneville, ombygget til caferacer væk igennem et lotteri, som kommer til at foregå over de næste par måneder og hvor overskuddet går til velgørenhed. Kort sagt var det en aften med masser motorcykler, flinke mennesker, mad og drikke - slet ikke nogen dum finale. Den eneste fejl jeg begik var at kigge på prisskiltet på sådan en spritny Bonneville - den koster selvfølgelig, lige som alt andet, under en tredjedel af hvad den gør i Danmark. Kun omkring 45.000 - prisen i Danmark er omkring 165.000. Så vil jeg personligt hellere betale 7 kroner for at køre over en bro engang imellem.

Idag har jeg brugt tiden på at køre de 450 km tilbage til Miami. Inden jeg kom til mit motel, fik jeg tanket bilen op - den skal være fuld når jeg afleverer den imorgen. Jeg havde egentlig tænkt at aflevere bilen idag, men så skulle jeg så bruge tiden på at køre de 7 kilometer tilbage til motellet med taxa eller bus, for så at køre den samme tur imorgen tidlig. Det er der ingen grund til, for jeg har tid nok.

Mit fly fra Miami International Airport letter kl. 12.11 imorgen, det er 18.11 derhjemme, for siden i er gået over til sommertid er jeg kommet en ekstra time bagefter. Jeg lander i Detroit kl. 15.16 og skal lette derfra igen 44 minutter senere, jeg er spændt på hvordan det går. Så lander jeg i Amsterdam kl. 05.55 og letter igen kl. 08.05. 09.25 skulle jeg gerne lande i København og efter frokost med søster Maria hos Rambøll, letter mit fly til Aalborg kl. 14.25. Kl. 15 har jeg så altså igen fødderne på dansk grund - det ser jeg frem til nu.

Så nu er det snart slut venner. Bare rolig, der kommer en ordentlig afrunding når jeg er hjemme.

Endnu engang tak fordi i er med!

- Kasper