Vi starter med en lille video, fra en CD som jeg er glad for at eje. Good Light med Drew Holcomb & The Neighbors - og jeg anbefaler alle der bryder sig lidt om det her nummer, til at købe den (den kan fåes på iTunes til kun 72 kr.). Jeg ved ikke om den kan købes i fysisk format i Danmark (eller om jeg er den eneste der stadig sværger til det, men jeg skal ihvertfald have flere af deres skiver inden jeg rejser hjem. Bandet kommer fra countrymusikkens hjerte Nashville, hvor jeg har tilbragt de sidste par dage.
Jeg kørte fra Memphis i fredags. Jeg holdt mig på de små veje, det er bare der jeg fungerer bedst. Det var en flot tur, på trods af at der var lidt overskyet. Jeg kom til Nashville først på aftenen og tjekkede ind på mit motel, ca. 8 km syd for centrum. Umiddelbart var det nok det mest utiltalende motel jeg har boet på indtil nu. Da jeg kom op på mit værelse kunne jeg se at sikkerhedskæden på døren, var knækket af og jeg gik ned og spurgte receptionisten om det skulle bekymre mig (kvarteret var ikke som sådan skidt, men heller ikke rigtig godt), men hun virkede overbevisende da hun sagde at de havde videoovervågning og aldrig havde haft problemer.
Jeg kørte ind til byen for at få noget mad, og efter at have fundet ud af at Nashvilles infrastruktur er en anelse mere kompliceret end Memphis', valgte jeg det første, det bedste sted i nærheden af en parkeringsplads, på den gade jeg ved et tilfælde var kommet ned af. Det var en Texas' BBQ-restaurant, hvor mine ribs med coleslaw og fries blev akkompagneret af akustisk country - meget autentisk, altså autentisk Texansk. Så efter en Texas Tornado (som egentlig bare var en brownie med is og chokoladesovs), tog jeg hjem i seng.
Lørdag morgen sov jeg lidt længe og kørte til Third Man Records' pladebutik, som lå et par kilometer fra mit motel. Third Man Records er ejet af Jack White og er et "one-stop"-studie, hvor kunstnere kan indspille deres musik og få taget billeder, hvorefter både plade og cover trykkes på matriklen. Alt bliver optaget på gamle spolebånd, og trykt på vinyl. Tanken med at have det hele samlet ét sted er at få spontaniteten tilbage i indspilningsprocessen - der går typisk ikke mere end et par uger fra en plade er indspillet, til den er trykt og udgivet. Der var mange ting i den butik jeg gerne ville have, men en af de få ulemper ved vinylplader, er at de ikke er nemme at have med på rejse - og slet ikke at have med hjem i en blød taske, der skal kastes rundt af lufthavnspersonale. Med en pris mellem 15 og 20 dollars for et album og 6 dollars for en single, kunne det ellers være lækkert.
Jeg kørte videre til en butik jeg fik anbefalet, ved navn Imogene+Willie. Bag den ligger et spændende firma, som er stået op i løbet af de sidste års økonomiske afmatning og istedet for at lave store mængder til små priser, laver kvalitetsprodukter der koster, men også holder meget længere - også fordi de satser på klassiske snit og farver, istedet for at forsøge at følge de seneste trends. Hyggelige folk, der også kom med gode forslag til gode spise- og spillesteder - og en god pladebutik. Det kommer vi tilbage til.
Lige ved siden af den gamle tankstation, som Imogene+Willie har indrettet sig i, ligger et lille hus, som ikke gør meget ud af sig selv, men der står da Fork's Drum Closet på facaden, og så var min opmærksomhed jo vakt! Inde i det lille hus, åbner der sig en verden af alt hvad man kan ønske sig af trommesæt, lilletrommer, bækkener, stole, stikker, hardware, perkussion og alt muligt andet som folk som mig elsker! Man var meget velkommen til at prøve alt hvad man havde lyst til, så der brugte jeg lige en god times tid mellem lækre gryder og låg! Desværre er trommer om muligt sværere at slæbe med hjem i tasken end vinylplader - så det er jo godt for min tegnebog at jeg ikke kan køre hjem.
Nåå ja, pladebutik. På vej tilbage til motellet kørte jeg ind omkring Grimeys, den pladebutik jeg fik anbefalet. Det var her jeg købte pladen med Drew Holcomb, og et par andre til at underholde mig på resten af turen (Tame Impala, Dan Auerbach og Sound City). Desuden var jeg heldig at være i butikken netop da det annonceret at det nu var den tid på lørdagen, hvor der var gratis øl til alle der kunne fremvise et gyldigt ID. Hvor heldig kan man være?
Efter øl, pladekøb, musiksnak med andre kunder og en snak om Danmark med en af medarbejderne der havde været der to gange, endda i Aalborg (dog ikke i Hjørring), kørte jeg til motellet og skiftede tøj, tog bussen ned til centrum, spiste den bedste pizza i USA (tror jeg, ihvertfald næsten lige så gode som dem man får i Italien), og brugte aftenen på at gå fra værtshus til værtshus, se på grønne mennesker der fejrede St. Paddy's Day og høre musik - her i blandt det mest rimelige forsøg på at spille Led Zeppelins Moby Dick (inkl. en trommesolo på ca. 10 minutter) jeg nogensinde har hørt.
Jeg tog den sidste bus hjem lige før midnat - god aften i Nashville. Jeg ville gerne have hørt lidt mere lokal musik, men alle de fede bands var nok i Austin til SXSW.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar