På min vej kom igennem et kæmpe område, som faktisk næsten gik hele vejen fra Jennings til Nawlins, hvor de dyrkede ris. Det sydlige Louisiana er meget lavt, fugtigt og selvfølgelig varmt, hvilket giver gode vilkår for risdyrkning.
Jeg nåede til Nawlins sidst på eftermiddagen, tjekkede ind på mit hotel på West Bank, altså den modsatte side af Mississippi-floden, i forhold til selve Nawlins. I receptionen fik jeg at vide at det er gik en gratis shuttlebus én gang i timen, til den gratis færge som sejler fra Algiers Point til midtbyen. Jeg indfandt mig på mit værelse og tog en halv time på øjet, et bad og så var jeg klar til at se hvad Nawlins mon kunne byde på. Bussen kørte, med en god halv times forsinkelse ned til færgen, som vi lige akkurat nåede (færgerne sejler hver halve time, så vi nåede altså den næste - ikke den vi oprindeligt skulle have været med). Jeg gik stille og roligt igennem det franske kvarter i byen og endte op i det berømte Bourbon Street. Her ligger værtshusene, jazzklubber, diskoteker og restauranter side om side, lidt lige som i "Gaden" i Aalborg bare ganget med 100 (hunnarre som de siger i Aalleren). Klokken var ca. 8, men folk var allerede spritstive og væltede rundt i gaden som sild i en tønde. Jeg fandt mig en restaurant hvor jeg kunne sidde på balkonen og følge med i gedemarkedet, mens jeg spiste ægte Nawlinsk mad. Crab Cake til forret og en Filet Mignon med rejer, kartoffelmos og dampede grøntsager til hovedret. Det var dyrt, men helt udemærket (jeg er jo altid svær at imponere med oksekød, når det ikke stammer fra en jerseyko), og jeg har ikke brugt "mange" penge på mad på turen, så det var OK. Sammen med maden, fik jeg en lokal Abita Amber, som smagte rigtig dejligt.
Efter maden gik jeg tværs over gaden hvor jeg havde spottet en jazzklub ved navn Maison Bourbon som på et skilt på facaden proklamerede at de var dedikerede til bevarelsen af jazz. Og det kan man ikke tage fra dem. Jeg satte mig i baren, bestilte en Knob Creek Bourbon, on the rocks (hvad drikker man ellers i Bourbon Street), og nød et velspillende band bestående af trommer, bas, klaver, klarinet og en forsanger der også spillede en lækker trompet. De kunne virkelig deres kram, men efter kort tid begyndte det at irritere mig at man, hver gang de gik en smule ned i volumen, kunne høre den tunge bas fra noget rapmusik der blev spillet på diskoteket ved siden af, blandet med en lige så insisterende bas fra klubben overfor - og deres volumen blev kun højere. Mod slutningen af det første sæt, var det efterhånden et mash-up af jazz, gangsterrap og dum pop, og jeg brød mig ikke om det, så jeg gik videre. Hver gang jeg kom forbi et sted hvor der stod blues eller jazz på facaden, blev der spillet "I Love Rock'n'roll" eller "Sweet Home Alabama" - folk blev mere og mere umulige, der blev kastet plast-perle-halskæder fra balkonerne, der kom en betjent ridende på en gigantisk hest ind gennem folkemængden og midt i virvaret stod en flok kristne og prøvede at forklare alle at de var på vej lige lukt i helvede! Jeg skulle ud, jeg skulle væk!!
Jeg gik ned til færgen og tog den over til Algiers Point. Jeg vidste at buschaufføren havde holdt fri, så jeg ringede til hotellet og spurgte om de ville sende en taxa - der var nemlig ikke nogle af de numre jeg kunne finde til taxa-selskaber der virkede. Receptionisten sagde at det ville hun gerne, så jeg ventede. Der kom to taxaer, der ikke var til mig. Jeg ventede og ventede og da der var gået 45 min ringede jeg til hotellet igen. Hun skulle nok ringe og følge op. Jeg ventede og ventede. Der kom en taxa og hentede et par der var kommet ind med færgen en time senere end mig, og han sagde at min taxa var lige på trapperne. Da jeg havde ventet i halvanden time, prøvede jeg at ringe til hotellet igen, men efter 3 opkald hvor jeg fik at vide at alle var optagede, gav jeg op. Jeg slog ruten til hotellet op på min telefon, 6 km - 59 minutters gang.
Jeg havde ikke lagt mærke til, på vej til færgen, hvilke kvarterer vi kørte igennem, så jeg tænkte kort over om det kunne være farligt - men jeg kunne jo ikke sove på havnen. Så jeg begyndte at gå. 45 min senere var jeg tilbage på hotellet. Jeg var træt, havde ondt i benene og syntes egentlig at Nawlins var en lorteby.
Sådan havde jeg det også da jeg vågnede søndag morgen, og efter at have skrevet lidt med Pia, var jeg overbevist om at det var okay at tage en fridag. Så jeg blev på mit hotelværelse og så Discovery Channel hele dagen - og jeg havde det ikke engang skidt med det.
Da jeg vågnede mandag morgen var der regnvejr, og jeg skulle bare væk fra Nawlins. Så jeg satte kursen mod nord. Da jeg forlod Nawlins, kørte jeg op på verdens anden længste bro, Lake Porchartrain Causeway, og den kørte jeg så på i ca. 38 km, inden jeg kom ned igen. Broen går over Lake Porchartrain og var indtil for få år siden verdens længste bro. Jeg behøver selvfølgelig ikke fortælle at den der nu er længere, selvfølgelig er i Kina.
Videre nord på, og da jeg forlod Louisiana og kørte ind i Mississippi, stoppede regnen. Jeg fortsatte mod Jackson, som er en af de gamle hjembyer for Mississippi-deltaets fantastiske bluesmusik. Idag er det en lidt trist by, med et faldende befolkningstal og meget udtalt forskel mellem rig og fattig - der er nok lige så godt grundlag for at skrive god blues nu, som dengang. Der bor ca. 170.000 mennesker i byen (så den er jo ca. på størrelse med Odense), men den virker død og har umiddelbart ikke meget at byde på. Når man kører igennem den historiske bydel, kan man se at der virkelig har været sjæl og liv her engang, men byen blev hårdt ramt at Katrina og mange brande i den forbindelse og der er ikke sket meget siden da. Det er også en del af USA der er nødvendig at se.
Lige om lidt fortsætter jeg nord på. Mit første mål er Clarksdale, hvor krydset mellem Hwy 61 og Hwy 49 er markeret som det sted hvor bluesmusikeren Robert Johnson, solgte sin sjæl til djævelen og til gengæld fik en evne til at spille fantastisk blues - mest for at kunne sige at jeg har været der. Derefter står den på 3 overnatninger i Memphis, Tennessee, som i den grad også kommer til at stå i musikkens tegn! Det skal nok blive godt!
- Kasper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar