I went down to the crossroads...

Og det gjorde jeg så idag. Jeg kørte fra Jackson , op igennem Mississippi-deltaet, som er området mellem Yazoo-floden og Mississippi-floden, hvor der før den amerikanske borgerkrig blev opdyrket et kæmpe område, som tidligere var mose og skov. Her blev dyrket utroligt meget bomuld, og det gør der stadig idag. Arbejdskraften dengang var som de fleste nok ved, slaver og majoriteten af befolkningen i området er stadig sorte. Udover bomuld, groede der ud af markerne en masse fantastisk musik - som idag er kendt som delta style blues - som jeg er meget glad for.

Derfor var det en fed tur op igennem området, hvor jeg kørte på Hwy 49, som faktisk er kendt som Delta Blues Trail. Der er mange steder langs ruten hvor der er sat blå skilte op, som fortæller om noget bestemt der er sket på det pågældende sted, som har med musikken at gøre. Jeg var hurtigt ude og kigge på nogle få af dem, men da jeg nåede til Idianola, så jeg et skilt der pegede mod B.B. King Museum og efter et hurtigt tjek på Yelp-app'en på min telefon, hvor brugerne havde givet museet topkarakterer, afgjorde at det måtte jeg se! Det var en spændende fortælling og et virkelig velindrettet museum.

Jeg fortsatte nord på mod Clarksdale, hvor det berømte vejkryds (The Crossroads) ligger. Legenden siger at bluesmusikeren Robert Johnson mødte djævelen i dette vejkryds, hvor djævelen stemte hans guitar og spillede et par sange i bytte for Robert Johnsons sjæl - og det skulle så være årsagen til at han var så enestående. Han nåede kun at indspille omkring 20 numre, inden han, som mange andre talentfulde musikere, døde i en alder af 27 år.

I Clarksdale ligger Delta Blues Museum, som jeg også stoppede ind omkring - det blev et kort besøg da jeg kom en halv time før lukketid. Det var et rigtig fedt museum med masser af gamle guitarer, mundharper og andet fra de gamle stjerner. Derudover indeholdt udstillingen det lille skur, som forældrene til McKinley Morganfield boede i da deres dreng blev født - han blev senere verdenskendt bluesmusiker under navnet Muddy Waters.

Hele Clarksdale er indbegrebet af BLUES, byen emmer af det og museet arrangerer to forskellige årlige bluesfestivaller i byen - den ene er en udendørs ved museet med store stjerner, og den anden foregår på de mange små juke-joints der stadig ligger rundt i byen og det er hovedsageligt ukendte, lokale kunstnere der spiller - det ville jeg gerne være med til!

Efter en ordentlig bunke inspirerende blueshistorie, kørte jeg ud på hovedvejen igen - fra Clarksdale og 40 km nord på, går den fuldstændigt ligeud, det er vist min rekord i lige landevej indtil videre.

Så nåede jeg Memphis og mit La Quinta-hotel. Det er et rigtig fint hotel, som ligger i det østlige Memphis, ikke alt for langt fra midtbyen - og de har DYNER!!

Nu har jeg vasket tøj, og været på en italiensk restaurant i nabolaget og spise. De servede Cannelloni Al Forno og Tiramisu - perfekt!

Nu vil jeg sove. Imorgen tager jeg nok en tur til Graceland og ser om Elvis er der - eller om han virkelig er død!

(Det var en lille cliffhanger der)

- Kasper