Miami Beach og det sydligste syd

Mandag morgen kørte jeg fra mit motel i den nordlige del af Miamis byområde, hele vejen ned af "strandvejen" til South Beach. De huse man passerer på vejen tyder på at der stadig er nogle mennesker i USA der har penge. Den mistanke fik jeg så bekræftet da jeg nåede til South Beach - det blev efterhånden svært at holde styr på hvor mange Lamborghini Gallardo og Murcielago, Ferrari F430, Bentley Continental GT, Maserati GranTurismo og lignende der kom kørende op og ned af gaden om aftenen.

Jeg ankom til mit hotel, Hotel Chesterfield på Collins Avenue, cirka 300 meter fra stranden ved 15-tiden. Da jeg havde tjekket ind, gik jeg ned på stranden og gik en tur i vandkanten. I løbet af dagen havde solen kæmpet lidt med skyerne, endelig havde den fået god magt og stranden var fuld af mennesker. Der var små 30 grader og begrænset vind, og når bølgerne skyllede op over mine bare tæer, var det faktisk ikke ubehageligt.

Jeg gik en lang tur der i vandkanten og gik derefter op og skyllede min tæer, som tørrede på 3 minutter i solen. Så gik jeg på jagt efter et sted at parkere. At parkere på gaden i 2 døgn var, især prismæssigt, ikke særlig attraktivt, så jeg slap med små 200 kroner i et parkeringshus. Jeg fandt en italiensk restaurant at spise aftensmad på. Det var ikke specielt godt, til gengæld var det dyrt. Det var ved at være sent da jeg var færdig med at spise, så jeg gik stille og roligt tilbage til mit farverige hotelværelse for at se en smule tv og sove.

Da jeg vågnede tirsdag morgen havde jeg det ikke godt, var utilpas og havde mavepine. Jeg blev i sengen til jeg blev sulten og gik derefter ud for at købe yoghurt og cola - jeg var ikke på toppen og der var egentlig ikke specielt godt vejr, så jeg vendte tilbage til sengen. Slet ikke det jeg havde forestillet mig at tiden på Miami Beach skulle bruges til, men det var det eneste jeg havde overskud til. Om aftenen gik jeg ind i hotellets restaurant og fik mig en sandwich og snakkede med nogle australiere. Meget hyggelige mennesker og rart at tale med nogle "ikke-amerikanere" om det at rejse i USA.

Imorges stod jeg op 7.30, gik i hotellets restaurant og spise et solidt morgenmåltid med bacon og æg, inden jeg pakkede mine ting og tjekkede ud.

Jeg kørte igennem Miami, som har et vanvittigt motorvejsnet. Min GPS og jeg er ikke altid enige, men her var den en rigtig god hjælp - jeg var ikke kommet igennem uden. Da jeg var kommet igennem byen, kørte jeg syd på med kurs mod Key West, som er det længste man kan komme mod syd i USA. Highway US-1 blev ført hele vejen over de mange små øer, helt ud til Key West i 1930'erne. Key West har i mange år, siden midten af 1800-tallet, fungeret som en af de vigtige flådebaser. Først for at beskytte mod pirater, og siden som nøglepunkt i f.eks. Anden Verdenskrig og under Cuba-krisen (der er kun omkring 140 km fra Key West til Cuba). Idag er den største opgave for flåden i det område, kampen mod sydamerikanske narkosmuglere. Derudover er området selvfølgelig fyldt af turister, hvilket er helt forståeligt for der er ganske lækkert derude. Jeg nåede lige nøjagtig at se et gigantisk krydstogtsskib forlade havnen og brugte ellers tiden på at læse lidt om historien, gå en tur og spise en is, inden jeg kørte hele vejen tilbage til fastlandet.

Nu er jeg i Florida City, lige syd for Miami. Jeg har fået mig en lækker angus New York Strip steak og et kæmpe stykke chokoladekage til aftensmad og nu er det på tide at jeg lægger mig til at sove, så jeg er klar til at køre op til St. Petersburg ved Tampa Bay imorgen. Det skal nok blive en god tur.

God påske til jer alle!

- Kasper